De konservative skal såvel styrke partiets profil som sammen med Venstre vælte Nyrup. Det siger folketingsgruppens næstformand Brian Mikkelsen til Ritzau. Han afviser dermed en kritik fra Konservativ Ungdom (KU) om, at partiets profil er udvisket i skyggen af Venstre. KUs landsformand, Mikkel Strøh Kiil, mener, at partiet hellere bør stå uden for en borgerlig regering end tilsidesætte konservative ideer og værdier. »Det er svært at sige, hvor konservativ Bendt Bendtsen i princippet er. Men den nye ledelse af folketingsgruppen lader sig underkue af Venstre. Og man skal ikke gå i regering for bare at gå i regering. Vi risikerer ikke at kunne holde fast på de konservative værdier«, siger Mikkel Strøh Kiil til Berlingske Tidende. Partiformanden Bendt Bendtsen kan ikke besvare kritikken, da han holder ferie i Toscana i Italien. Derfor forsvarer næstformand i folketingsgruppen Brian Mikkelsen partilinjens to mål: Dels at markere konservative mærkesager om skat, erhvervsliv, sundhed, uddannelse og en fornyet offentlig sektor, dels at skabe en borgerlig regering efter otte års socialdemokratisk magtmonopol. De konservative stiller ingen ultimative krav til Venstre om at få mærkesager med i det borgerlige regerings-grundlag. Det gælder såvel kravet om skattelettelser som at erstatte amterne med tre regioner, som tager sig af sygehusene, forklarer Brian Mikkelsen. »Skattelettelser er en meget væsentlig sag for os, hvor ambitionsniveauet skal hæves. Vi skal have reelle skattelettelser. Ellers får vi snart problemer med arbejdsudbuddet, så økonomien går i stå. Det er et væsentligt, men ikke ultimativt krav til en borgerlig regering«, siger han. De konservative er ikke tilfredse med at få 16 mandater ved folketingsvalget ligesom i 1998. Partiet har ligget på eller lidt over dette resultat ved de seneste meningsmålinger. Derfor må partiet præcisere sin politik, men det kan være svært at få ørenlyd, erkender Brian Mikkelsen. »De konservative skal være større, men vi bliver let klemt i sværdslaget mellem Rasmussen og Rasmussen«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























