Skænderier og træthed over tilværelsen førte forleden til, at en 42-årig odenseaner forsøgte at dræbe sin kæreste ved at sætte ild til deres fælles seng. Den 48-årige kvinde slap forholdsvis uskadt fra ildspåsættelsen, fordi hun lå under dynen og bagefter skyllede sig under den kolde bruser. Men manden selv blev forbrændt på hænder og arme og blev indlagt på Odense Universitetshospital. Onsdag blev han fængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab, oplyser den vagthavende ved politiet i Odense. Manden forklarede tirsdag, at han var sur på kvinden, og erkendte, at han ville prøve at dræbe hende. Men onsdag sagde han, at det aldrig havde været hans mening at slå kæresten ihjel, oplyser den vagthavende.
Politi: Mand ville brænde kæreste til døde
Lyt til artiklen