HS: Send flere penge

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Hospitalerne i København og på Frederiksberg har brug for en økonomisk saltvandsindsprøjtning i milliardklassen over de kommende fire år, hvis de skal leve op til de stadig voksende krav til sygehusvæsenet. Det fremgår af en såkaldt ønskeseddel, som i dag sendes til Københavns og Frederiksberg Kommuner og Sundhedsministeriet. Bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) godkendte i går ved en førstebehandling et budgetoplæg for næste år, der indebærer samlede udgifter på 9.765 mio. kroner. Men pengene rækker ikke, hvis HS skal leve op til den netop indgåede aftale om sygehusområdet mellem regeringen og amterne - en aftale, som også Københavns og Frederiksberg kommuner har tilsluttet sig. Og hvis HS fortsat skal være i økonomisk balance. Ønskes: Balance »Først og fremmest prioriterer vi overhovedet at få balance i systemet. Dernæst de ekstra opgaver, som er indeholdt i aftalen med regeringen - blandt andet om ventelistegaranti og forbedringer på kræftområdet, hjerteområdet og inden for psykiatrien«, siger formand for HS-bestyrelsen, Peter Martinussen (S), sundhedsborgmester i Københavns Kommune. Af 'ønskesedlen' fremgår det, at der allerede næste år vil være brug for ekstra 257 mio. kroner - ud over budgettet - hvis de mål skal opnås. Et beløb, der allerede i 2003 stiger til 407 mio. kroner - stadig oven i budgettet. I alt vil der i de kommende fire år være brug for en ekstra saltvandsindsprøjtning på 1.747 mio. kroner. »Jeg tror ikke, vi får alle pengene«, erkender Peter Martinussen. »Men vi kan ikke leve op til de ekstra opgaver, vi pålægges af regeringen, uden ekstra penge«. Tung psykiatri Et af de områder, der udgiftsmæssigt vejer tungt i de kommende år, er den fortsatte udbygning af psykiatrien. Rigshospitalet har alvorligt brug for flere pladser og for en modernisering af de eksisterende sengestuer. Flere af patienterne ligger stadig på fællesstuer, og der mangler toiletfaciliteter. Folketingets {pa}71-udvalg, der fører tilsyn med forholdene for psykiatriske patienter i Danmark, har flere gange kritiseret forholdene på Rigshospitalet. Desuden ønsker HS at udvide med to sengeplader på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Rigshospitalet for at undgå, at børn og unge indlægges sammen med voksne, psykiatriske patienter. Et forhold, der for nylig er blevet skarpt kritiseret af bl.a. sundhedsminister Arne Rolighed (S). Garanti koster I regeringsaftalen indgår også, at arbejdet med at forbedre kræftbehandlingen skal fremskyndes. Det kræver både flere penge til driften og til indkøb af apparatur. Det samme gælder den ekstra indsats på hjerteområdet. I regeringsaftalen lægges der desuden stor vægt på en ventelistegaranti, der skal sikre, at ingen kommer til at vente mere end tre måneder på en operation. Især det ortopædkirurgiske område med blandt andet knæ og hofter skal opprioriteres. »Vi ligger pænt med ventelisterne i HS i forhold til resten af landet. Men det vil alligevel koste at leve op til regeringsaftalen«, siger Peter Martinussen. Sengepladser skæres De ekstra penge er nødvendige, selv om hospitalerne næste år tilsammen har fundet besparelser for 106 millioner kroner. Det betyder blandt andet, at der skal skæres i sengepladserne. Mest på Bispebjerg Hospital, hvor der nedlægges 56 sengepladser i geriatrien og på neuromedicinsk afdeling. Besparelserne er blevet skarpt kritiseret af overlægerne i HS-systemet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her