Muslimerne får måske en helt anden begravelsesplads i Brøndby Kommune, end den, Kirkeministeriet har udpeget. Overborgmester i Københavns Kommune, Jens Kramer Mikkelsen (S), har kig på flere grunde, og dermed er det muligt, at begravelsespladsen bliver større, end den oprindeligt planlagte, oplyser Københavns Kommune. Seks medlemmer af borgerrepræsentationen, alle med muslimsk baggrund, var torsdag indkaldt til møde med Kramer Mikkelsen. Flere grunde på tale Ifølge Taner Yilmaz (S) er der mulighed for, at begravelsespladsen skal placeres på en af de andre grunde, som Københavns Kommune ejer i Brøndby. »Faktisk er der andre grunde i samme område, som er bedre egnede. For eksempel kunne man vælge en grund placeret i landzone, i stedet for som nu en grund i byzone. Byzone-områderne kan bruges til så meget andet, for eksempel boliger«, siger Taner Yilmaz. Hidtil har Brøndby Kommune imidlertid fastholdt, at grundene i landzone-området skal udlægges til skov. Striden om den muslimske begravelsesplads ser ikke ud til at blive løst foreløbig. Først skal en ny lokalplan ud i en otte ugers høring, og derefter kan forhandlingerne mellem de to kommuner begynde. »Først efter sommerferien kommer der gang i forhandlingerne. Lad os så håbe, at der kun går nogle måneder, før byggeriet kan gå i gang«, siger Taner Yilmaz.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























