Mange klager over politiet i Slagelse

Lyt til artiklen

Om det blot er, fordi borgerne i Slagelse og omegn er klagesyge, emsige eller fulde af had til ordensmagten, må stå hen i det uvisse. Men faktum er, at politiet i Slagelse ifølge Politiklagenævnet for statsadvokaten for Sjælland har 'påfaldende' mange klagesager. Det fremgår af Rigsadvokatens årlige beretning over, hvor mange borgere der klager over politiet. »Politiklagenævnet har fundet det påfaldende, at der har været et uforholdsmæssigt stort antal sager fra Slagelse Politikreds«, lyder det blandt andet i beretningen. Beretningen afslører ikke, hvor mange klager der var over politiet i de enkelte politikredse i 2000. Derfor mener politimesteren i Slagelse, Alex Togo Jensen, at det er svært at sige, om netop hans folk gør deres arbejde på en upassende måde. »Jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, men på baggrund af beretningen vil vi da prøve at sortere lidt i, i hvilket omfang der gives medhold i klagerne, og om der er noget at komme efter«, siger Alex Togo Jensen. På landsplan blev der i 2000 behandlet 302 klager over politifolks adfærd. I 16 tilfælde var der grundlag for kritik. Samtidig blev der taget stilling til 400 sager om overtrædelse af færdsels- og straffeloven. Heraf var der i 73 tilfælde grund til at rejse tiltale, fremgår det af Rigsadvokatens beretning. »Uden at have videnskabeligt bevis for det er det min fornemmelse, at det også i Slagelse er ganske sjældent, at der gives medhold i klagerne. Men generelt syntes jeg da, at det er helt fair, at borgerne har adgang til at klage over myndighedernes - og herunder politiets - opførsel«, siger Alex Togo Jensen. Blandt de sager, der fremhæves i Rigsadvokatens beretning, er en narko- og bedragerisag fra netop Slagelse, hvor der blev lækket fortrolige oplysninger til det kriminelle miljø. Det betød blandt andet, at flere hovedmistænkte undgik at blive pågrebet ved større politiaktioner, da de var blevet advaret på forhånd. To politiassistenter var på et tidspunkt sigtet i sagen, men de blev senere renset for mistanke, og det lykkedes ikke at finde frem til, hvem der stod bag lækagen. Formanden for Politiklagenævnet på Sjælland, advokat Ulla Degnegaard, skriver i beretningen, »at sagen er meget alvorlig, og at sagen bør give anledning til, at reglerne om tavshedspligt og procedurer vedrørende følsomme oplysninger indskærpes«. Den del er der ifølge Slagelses politimester allerede taget hånd om. »Vi har strammet op på reglerne, så alle ved præcist, hvordan man behandler fortrolige oplysninger«, siger Alex Togo Jensen. Tidligere har andre sager fra Slagelse vakt opmærksomhed i medierne. Blandt andet, da en politimand lod som om, der var blevet skudt efter ham, mens han sov, og da en anden politibetjent lavede falske notitser i en efterforskning. I begge sager er der sket domfældelse, ligesom betjentene har taget deres afsked.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her