En revisor, en advokat og to bestyrelsesmedlemmer skal tilsammen betale otte millioner kroner til konkursboet efter et såkaldt sidegadevekselerer-selskab. Vestre Landsret i Viborg dømte fredag de fire mænd til at betale, hvad landsretten vurderer, at C & C Fondsmæglerselskab, der havde kontorer i Randers, Århus, Kolding og Roskilde, har snydt for i forhold til de mennesker, der investerede i selskabet frem til dets konkurs i 1996. Trods dommen er det dog ikke afgjort, om de fire overhovedet skal betale de mange penge. På grund af en fejl i Vestre Landsret fik man ikke indkaldt de to sidste sagsøgte i sagen, da den blev behandlet i marts. Derfor har landsretten endnu ikke afgjort, om de to sidste sagsøgte skal friholde de fire andre for at betale, eller hvordan fordelingen mellem de seks i givet fald bliver. De to sidste sagsøgte er C & Cs daværende direktør og et bestyrelsesmedlem. C & C Fondsmæglerselskab blev stiftet i 1995 og annoncerede vidt og bredt med høje profitter og lav risiko ved investeringer. Selskabet fik dog ikke indleveret de lovpligtige regnskaber, og Finanstilsynet fattede interesse for selskabet. Den efterfølgende efterforskning viste, at hverken kundeindskud eller egenkapital var til stede, at den daværende direktør tilsyneladende havde brugt omkring tre millioner kroner til sig selv, og at der ikke var styr på hverken bogføring eller regnskab. Selskabet blev taget under konkurs i 1996, og mange mennesker mistede deres indskud. Resultatet af landsrettens dom er, at konkursboet nu får otte millioner kroner at arbejde med til kreditorerne. Det er imidlertid fortsat uvist, hvem og hvordan pengene skal betales.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























