Forfattere får flere penge fra bibliotekerne

Lyt til artiklen

Der var flere penge i posen end sidste år, da Biblioteksstyrelsen fredag fordelte den årlige biblioteksafgift. Også antallet af modtagere er steget. Nærmere bestemt er der afsat 7,3 millioner flere kroner på finansloven i forhold til 2000, så der i alt var knap 154 millioner kroner at fordele på 18.661 forfattere, oversættere, illustratorer og andre, som har deres værker stående på hylderne rundt omkring på de danske biblioteker. Biblioteksstyrelsen har i 2000 slået mere på tromme for forfatternes muligheder for at få biblioteksafgift af deres værker, blandt andet ved at bede forlagene minde deres forfattere om dem. I år steg antallet af afgiftsmodtagere således med 750, oplyser Biblioteksstyrelsen. Pengene fordeles efter, hvor mange værker den enkelte forfatter har stående på bibliotekerne. En enkelt modtager fik hele 772.972 kroner, men langt de fleste beløb var betydeligt mindre. Hvem den produktive forfatter er, kan Biblioteksstyrelsen ikke oplyse i henhold til registerloven. Kun et fåtal - 8 procent - af alle afgiftsmodtagerne fik mere end 20.000 kroner. Hovedparten af forfatterne - 92 procent - fik mindre. Omkring 7569 forfattere fik mellem 1000 og 10.000 kroner, mens 7217 personer måtte nøjes med mindre end 1000 kroner. Endelig fik 1184 af de forfattere, der er tilmeldt ordningen, ikke noget overhovedet, fordi deres afgift blev udregnet til mindre end bundgrænsen på 25 kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her