Politiken søndag: Medarbejderne på et danskstøttet demokrati-institut, der arbejder på at udbrede demokrati i tidligere diktaturer og étpartisystemer, arbejder selv under ringe demokratiske forhold. Manglende økonomisk styring, vennetjenester og uigennemsigtighed i organisationen er en del af hverdagen på International IDEA, der holder til i Stockholm, og som har Folketingets tidligere formand, Erling Olsen, i bestyrelsen. Danmark er et af 19 lande, der støtter demokrati-instituttet, men de kritisable tilstande får nu udviklingsminister Anita Bay Bunde-gaard (R) til foreløbig at afslå et ønske om flere penge. Dansk nej til treårs-plan Danmark siger nej til instituttets eget oplæg til en ny treårs-plan med øgede budgetter, når medlemslandene på tirsdag mødes til deres årlige møde. Samtidig arbejdes der ihærdigt på at indsætte Erling Olsen som ansvarlig for en gennemgribende oprydning i organisationen. »Vi vil ikke være med til at hæve beløbet, før der kommer styr på økonomien og en demokratisk ledelse. Der er tale om en excentrisk ledelsesstil - også i forhold til hvordan administrationen har været kørt«, siger Anita Bay Bundegaard. Det er en canadisk konsulentrapport, der stempler International IDEA som en superhierarkisk og uigennemsigtig organisation, der står på randen af et organisatorisk sammenbrud. Instituttets ledelse kritiseres blandt andet for at træffe beslutninger ud fra personlige og ikke professionelle kriterier. Det betændte arbejdsmiljø har ført til medarbejderflugt, samt en ringe koordinering mellem instituttets afdelinger - til skade for International IDEAs arbejde. Afbrudt samarbejde Instituttet har sin berettigelse, men bliver kritiseret for projekter i blandt andet Bosnien og Rumænien. Den Internationale Journalistorganisation, IFJ, har netop afbrudt flere års samarbejde i utilfredshed med instituttets arbejde. Lønningerne på instituttet er høje og skattefrie. Lederen tjener mere end den svenske statsminister, og en af hans tætte allierede har fået næsten 35.000 kroner om måneden, for at stå til rådighed en dag om ugen. Som ny kasserer er Erling Olsen blevet bedt om at hjælpe med at rydde op i det økonomiske morads. Han kritiserer nu instituttets ledelse for ikke at have udvist tilstrækkelig vilje til at rette op på problemerne. »Vi må konstatere, at instituttet på en række områder ikke er kommet ud af stedet, og vi kan ikke lægge navn til et institut, der skal hjælpe nye demokratier med at få demokratiet i gang, men som selv har et demokratisk underskud«, siger den tidligere folketingsformand. Indsats for ordentlige forhold Danmark har givet knap 10 millioner kroner til International IDEA over de seneste to år. Hårdt presset af den interne uro og flere kritiske donorlande har instituttets leder, Bengt Säve-Söderbergh - tidligere partisekretær i det svenske udenrigsministerium - og den øvrige ledelse netop sat deres stillinger ind på at skabe ordentlige forhold. Det sker for at imødekomme kritikken på næste uges møder i både bestyrelsen og rådet af medlemslande. »Vi er inde i en overgangsperiode, hvor instituttet skal konsolideres efter fem år, hvor det har været nødvendigt at levere hurtige resultater og træffe hurtige beslutninger. Vi har ikke haft det fornødne overskud til at opbygge de interne strukturer, men ingen har forsøgt at skjule noget«, siger Bengt Säve-Söderbergh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























