Skatteminister Frode Sørensen (S) overvejer at kriminalisere alle modtagere af sort arbejde ved lov, men forslaget får ingen positiv modtagelse af de skatteordførere og medlemmer af Folketingets skatteudvalg, som Ritzau har talt med. De Radikales skatteordfører, Anders Samuelsen, siger til Ritzau, at definitionen af sort arbejde er for snæver, og at han ikke kan tage stilling til spørgsmålet om at straffe køberne af sort arbejde, før man har afklaret, hvordan sort arbejde skal defineres. »I dag kriminaliseres for mange«, siger Anders Samuelsen. Den Konservative skatteordfører, Flemming Hansen, siger, at Det Konservative Folkeparti er imod enhver form for sort arbejde, men han vurderer, at årsagen ligger i det abnormt høje skattetryk. »Hvis en person får udført sort arbejde for 300 kroner, vil det samme arbejde - med skatter, afgifter og moms - måske koste 1000 kroner at få udført. For at have 1000 kroner skal mange lønmodtagere tjene mellem 2000 og 3000 kroner. Det forklarer, hvorfor sort arbejde er så omfangsrigt«, siger Flemming Hansen. Venstres skatteordfører, Mariann Fischer Boel, har også som udgangspunkt, at en massiv del af det sorte arbejde bliver udført på folks boliger, og hun har svært ved at se, hvordan skatteministeren vil føre sit forslag ud i praksis. »Skal myndighederne så ud og kontrollere i husene, om der er sat et nyt køkken op. Det er meget tæt på privatsfæren og minder om dyneløfteri«, siger Mariann Fischer Boel. Dårlig ide Kim Behnke, Frihed 2000, betegner skatteminister Frode Sørensens tanker om at straffe købere af sort arbejde som »en meget dårlig ide«. »Man kommer ud i en absurd bevisbyrde, hvis fru Jensen har haft besøg af en håndværker og et år efter bliver afkrævet en kvittering, som hun er kommet til at smide væk«, siger Kim Behnke. Konsekvensen af at straffe køberen af sort arbejde bliver blot, at arbejdet så ikke vil blive udført, vurderer Kim Behnke, der ikke tror på på de »eksotiske« beregninger af, hvor stort et omfang sort arbejde har. SF er som det eneste parti i Folketinget entydigt positiv. SFs skatteordfører, Aage Frandsen, vurderer, at det er berettiget at få fat i køberne af sort arbejde. »Både sælger og køber af sort arbejde overtræder reglerne. Sælgeren får penge, mens køberen i realiteten får en gave, som han ikke gør rede for nogen steder, og det er nok ikke sådan, at håndværkerne tager rundt og beder om sort arbejde, det er formentlig omvendt«, siger Aage Frandsen, som dog betinger sig, at man med en fremtidig regulering sikrer, at man ikke kommer til at straffe uskyldige. Sort arbejde er en guldgrube Rockwool Fonden har tidligere opgjort sort arbejde til 34 mia. kroner om året, men en østrigsk professor har for nylig opgjort det til seks gange så meget - i alt 200 mia. kroner. Forskningschef Gunnar Viby Mogensen, der har udarbejdet de tal Rockwool Fonden står for, siger mandag til Ritzau, at den østrigske professors beregninger er meget teoretiske. For eksemepl antager han, at der ikke fandtes skattesnyd i Danmark inden 1950, selvom man ved, at det gjorde der, påpeger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























