Det offentlige er godt på vej til at standse brugen af sprøjtegift til ukrudtsbekæmpelse. Amterne har allerede skåret 79 procent af forbruget og kommunerne 74 procent, mens staten med en beskæring på 42 procent er noget bagefter, viser en undersøgelse, som Forskningscentret for Skov & Landskab har lavet for Miljøstyrelsen. Miljø- og energiminister Svend Auken (S) aftalte i 1998 med Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune at stoppe brugen af sprøjtegifte inden 2003 for at beskytte grundvandet. »Et langt stykke hen ad vejen går det efter planen, og det er der god grund til at rose kommunerne for. Nu gælder det om at fortsætte de gode takter fra de første to år, så vi i 2003 har opfyldt vores målsætning«, siger Svend Auken. Det har taget kommunerne fem år at skære de 74 procent af forbruget. Antallet af kommuner, der slet ikke bruger sprøjtegift, er vokset fra seks i 1995 til 70 i 2000. 88 kommuner bruger under 10 kilo om året. På medaljens bagside afslører undersøgelsen, at omkring en tredjedel af kommunerne ikke har lavet en handlingsplan for, hvordan de slipper af med sprøjtegiftene. Statens og amternes forbrug blev undersøgt sidste år. Når staten kun har skåret forbruget ned med 42 procent, skyldes det, at det af sikkerhedshensyn skønnes nødvendigt at bruge de farlige stoffer på banestrækninger. Alle statsinstitutioner har imidlertid lavet en plan for, hvordan de kan udfases. Der, hvor det har vist sig vanskeligst at slippe af med sprøjtegiftene, er på befæstede arealer, dvs. arealer med grus eller fliser, samt på idrætsanlæg. Derfor er det som opfølgning på aftalen med kommuner og amter aftalt at bruge 10 millioner kroner på at lave forsøg med alternative bekæmpelsesmetoder. Desuden har Rådet for renere Produkter sat 2,8 millioner kroner af til at udvikle nyt udstyr, f.eks. damp, gas og børster, og nye metoder til at forebygge ukrudt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























