I forbindelse med sagen har inderen undergået hele to mentalobservationer. I konklusionerne fra Retslægerådet hedder det blandt andet, at Sanjay Sharma ikke er sindssyg, men at han lider af en svær personlighedsforstyrrelse, er selvhævdende og ude af stand til at sætte sig ind i andres følelser. Ifølge erklæringen finder lægerne det for overvejende sandsynligt, at inderen under lægernes observationer har simuleret sindssyg. Således har Sanjay Sharma under et ophold på Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland fortalt lægerne, at han havde fået indopereret antenner i sit hoved. Lægerne har over for retten erklæret, at de ikke kan finde et bedre alternativ end en almindelig fængselsstraf til Sharma, og de anbefaler samtidig, at han eventuelt kommer til at afsone sin straf på Anstalten ved Herstedvester. Her sidder i forvejen blandt andet Peter Lundin, der afsoner en livstidsstraf for tredobbelt drab på Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian, der blev myrdet i deres hjem i Rødovre sidste sommer. Sagen om drabene på Carla Clasen og hendes toårige datter Natuk tog sin begyndelse, da en sommerhusejer på Fanø den 7. februar sidste år fandt ligene af mor og datter gravet ned ved et sommerhus på adressen Norges Fjelde 9. Hurtigt kom politiet på sporet af en mand fra Venezuela, Juan Carlos Sanches Pinto, som Carla Clasen havde giftet sig med på rådhuset i Nuuk i september 1999. Efter flere måneders søgen via Interpol slog FBI-betjente fra New York til den 18. maj 2000 og anholdt Sanjay Sharma, der blev sigtet for dobbeltdrab og overført til Danmark. Sanjay Sharma er dømt for at have knust kraniet på Carla Clasen og dræbt hendes toårige datter Natuk, muligvis ved kvælning i tidsrummet mellem den 9. og 12. oktober. I den periode og frem til den 16. oktober havde inderen lejet sommerhuset ved Norges Fjelde, som han skulle bo i sammen med sin hustru Carla Clasen og dennes datter. Anklager Preben Alsøe har under sagen forsøgt at bevise, at inderen, der var på desperat flugt fra indisk politi, og som under sin flugt havde anvendt mindst fem forskellige navne, kun giftede sig med Carla Clasen for at få en ny identitet, og at han lokkede mor og barn over til Fanø for at dræbe dem. Parret giftede sig efter blot at have kendt hinanden i seks dage. Inderen har under sagen nægtet sig skyldig og hævdet, at to grønlændere, der skulle have tilbragt tid sammen med Carla Clasen og Natuk i sommerhuset, mens han selv var i Esbjerg, har dræbt dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























