Politiken fredag: Kun fire år efter åbningen af togforbindelsen over Storebælt forudser flere eksperter, at der i løbet af kun 5 til 10 år bliver så stor trængsel, at forbindelsen vil være fyldt op af kørende tog døgnet rundt. I Sund og Bælt-koncernen er direktør Peter Lundhus allerede ved at forberede byggeriet af en mulig ny bro eller tunnel mellem Tyskland og Danmark. Peter Lundhus mener, at der inden ti år vil være brug for en fast Femernforbindelse til aflastning for Storebælt. Prisen vil ligge på omkring 22 mia. kr. i dyreste udgave. Divisionsdirektør Eigil Sabroe fra Banestyrelsen under Trafikministeriet vil ikke blande sig i diskussionen om, hvorvidt der om få år vil være brug for en Femernbro som aflastning for Storebælt. »Men der sker en stor ændring inden for godstrafikken på jernbane i disse år. Jeg er overbevist om, at vi inden for 5 til 10 år vil melde udsolgt på strækningen fra København til Padborg. Så må det være op til politikerne, om der skal flere varer på hylderne«, siger Eigil Sabroe. Styrelsens områdechef for Marked og Kapacitet, Kim Andersen, supplerer: »Allerede nu er der i mange timer om dagen fyldt godt op på Storebælt. Der skal ikke mange flere tog til, før der er fyldt rigtig godt op. Det afgørende for godstogene er jo, at der kommer en flydende togtrafik på 50-60 km i timen i gennemsnit. Skal togene holde stille alt for mange steder, så kommer der ikke mere godstrafik over på jernbanerne,« siger han. Det er liberaliseringen af togmarkedet i flere EU-lande og voldsomme bilkøer på motorvejene i Tyskland og Sydeuropa, der har løftet togtrafikken på Storebælt. På EU-topmødet i Göteborg besluttede EUs regeringschefer, at endnu mere af godstrafikken skal flyttes fra lastbilerne over på jernbanerne. Samtidig begynder flere multinationale selskaber nu at danne deres egne jernbaneselskaber i frustration over de lange bilkøer. I næste uge tegner Banestyrelsen og de lignende styrelser i Tyskland og Sverige kontrakt med Ikea Rail. Investerer i jernbaner Det gigantiske møbelselskab vil fremover transportere flest muligt af sine varer på jernbanerne i de tre lande. »Vi ser flere og flere af den slags initiativer som Ikea Rail. Store virksomheder, transportfirmaer og sammenslutninger af virksomheder i Europa begynder at investere i deres egne jernbaneselskaber,« siger Kim Andersen. Direktør Peter Lundhus forventer, at mellem 20 og 30 store europæiske finansielle koncerner og entreprenørselskaber i dag - hvor tidsfristen udløber - vil meddele, at de vil være interesserede i at bygge, eje og drive en kommende Femernforbindelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























