Forsvarskommandoen i Vedbæk indleder nu en undersøgelse af, om danske soldater og teknikere, der har betjent de danske radaranlæg, har været udsat for kræftfremkaldende radarstråling. Undersøgelsen finder sted på foranledning af Forsvarsministeriet, efter at en tysk undersøgelseskommission har fastslået, at mellem 400 og 1000 tyske soldater kan have lidt skade af strålingen fra radarer, der ikke har været ordentligt afskærmet. Presseofficer ved Forsvarskommandoen Torben Schackinger oplyser, at forsvaret nu vil fremskaffe den tyske kommissionsrapport for at se, hvad der ligger til grund for konklusionerne. »Vi har ingen som helst indikationer på, at betjeningen af de danske radarer har udgjort nogen fare for danske soldater og teknikere, men vi vil gå de tyske undersøgelser igennem og se, om der er kommet oplysninger frem, som vi ikke kender til«, siger Torben Schackinger. Torben Schackinger oplyser, at forsvaret for nylig har foretaget tekniske undersøgelser af de danske radarsystemer, og at strålingen ligger under EUs grænseværdier. »Men hvis der foreligger ny viden på området, vil vi reagere på det«, siger Torben Schackinger. Den tyske undersøgelseskommission blev nedsat af forsvarsminister Rudolf Scharping, og han erklærede torsdag, at der vil komme klare og generøse regler for erstatninger til ofrene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























