Endnu et af politiets krav i Tvind-sagen er affærdiget af byretten i Ringkøbing. Dermed kan Hans La Cour - der betegnes som en central figur i politiets efterforskning i sagen - nu flyve tilbage til sin bopæl i New Zealand. Anklagemyndigheden krævede Hans La Cour indkaldt til efterforskningsforhør i retten. Men det mente byretsdommeren i Ringkøbing ikke var nødvendigt. Afhøringen af Hans La Cour må vente til en eventuel retssag mod Tvind-organisationen. Dermed kommer politiet til at skulle betale det vigtige vidne i Tvind-sagen endnu en rejse mellem Danmark og New Zealand. Derimod gav byretten politiet ret til at få udleveret en række dokumenter fra revisionsfirmaet Deloitte & Touche. Men glæden var kort, da kendelsen straks blev kæret af Tvinds forsvarer, Jørgen Jacobsen. Det betyder, at politimyndighederne må vente, til Landsretten i Viborg har truffet den endelige beslutning i begyndelsen af august. Ifølge mandagens afgørelse skal papirerne nemlig først udleveres, når landsretten har truffet en endelig beslutning. »Det er endnu et eksempel på, at retten ikke kan komme uden om vores argumentation. Vi er yderst tilfredse med udfaldet af dagens møde«, siger advokat Jørgen Jacobsen, der er beskikket forsvarer i Tvind-sagen. »Det er den tredje kendelse, som vi får medhold i, så der tegner sig efterhånden et mønster«, fortsætter han. Hos anklagemyndigheden var politimester Jens Kaasgaard fra Holstebro dog ikke bitter efter dagens retsmøde. »Vi har gjort, hvad vi kunne, så må vi se, hvad der videre sker i landsretten«, siger han. Tvind-sagen drejer sig om groft skattesvig og mandatsvig for 75 millioner kroner, som ifølge sigtelserne er arrangeret af Tvinds stifter, Amdi Petersen, Tvind-fondens formand, Poul Jørgensen, og to andre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























