Politiken tirsdag: Det var en fejl, at sygehuset ikke fortalte Justitsministeriet, at en psykisk syg patient, som sygehuset ville have overført til sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, fordi han var vedvarende farlig, var blevet løsnet fra bælte og remme og gik frit rundt på afdelingen i Glostrup.
Det erkender ledelsen af Amtssygehuset i Glostrup, men ledelsen siger samtidig, at oplysningen ikke ændrer på sygehusets vurdering i sagen.
»Det var en klar fejl, at man ikke har indført oplysningen om, at patienten var blevet frigjort, i den protokol, der blev sendt til Justitsministeriet. Det vil vi stramme op på«, siger konstitueret sygehusdirektør Torben Ø. Pedersen fra Amtssygehuset i Glostrup.
Som omtalt i Politiken i går indstillede en overlæge fra retspsykiatrisk afdeling i Glostrup den 22. maj til Justitsministeriet, at en 39-årig mand blev erklæret farlig og overført til sikringsanstalten. Overlægen skrev, at patienten »vedvarende udgjorde en alvorlig og overhængende fare« for personale og medpatienter.
»Der skønnes ikke at være udsigt til, at patienten kan løsnes fra hånd- og fodremme og bælte«, skrev han.
Det viste sig at være en fejlvurdering.
Den 26. maj blev patienten frigjort efter 28 døgn med bælte og remme om hænder og fødder og gik i fire dage rundt på afdelingen, uden at det førte til episoder. Men det fortalte sygehuset ikke Justitsministeriet, der den 28. maj erklærede manden farlig.
Og da sygehuset den 30. maj, samtidig med at patienten blev overført til sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, sendte en protokol til ministeriet om bæltefikseringen, blev rubrikken om, at patienten var frigjort, ikke udfyldt.
»Det skal indføres, men fejlen ændrer ikke på vores indstilling om, at patienten burde overføres«, siger Torben Ø. Pedersen fra Amtssygehuset i Glostrup.
Jeres vurdering om, at patienten ikke ville kunne frigøres, viste sig at være forkert?
»Ja, den viste sig ikke at være rigtig. Men afdelingen oplyser, at patienten blev tilset efter frigørelsen, og det blev besluttet ikke at ændre indstillingen«.
Overlæge Bjørn Kaldan fra sikringsanstalten har betegnet det som en væsentlig oplysning, som han håber retten i Nykøbing vil tage hensyn til, når den skal tage stilling til Justitsministeriets beslutning om at erklære patienten farlig?
»Men det er ikke vores vurdering, at oplysningen var væsentlig for vores indstilling«.
Burde I ikke have givet Justitsministeriet mulighed for selv at vurdere det?
»Det kan man have mange holdninger til. Vi har ikke ment, at det var en vigtig oplysning«. Direktør forklarer
Sygehusdirektøren udarbejdede i går en redegørelse til Københavns Amt, der forklarer, hvorfor det var nødvendigt at fiksere den psykisk syge patient i bælte og remme i 28 døgn, ligesom sygehuset fandt det rigtigt at afskære patienten fra at få besøg af sin far og andre nærtstående personer.
»Det sker ofte, at vi indfører besøgsrestriktioner, når vi har personer i bælte, fordi det kan forværre patientens tilstand at få besøg.
Det kan være svært at forstå, hvordan det skulle forværre hans situationen at få besøg af sin far, som han normalt er glad for at se?
»Ja, men det er en lægelig vurdering, og erfaringen siger, at det kan forværre patientens tilstand«, siger Torben Ø. Pedersen.
Det lykkedes ikke i går Politiken at få en kommentar fra formanden for amtets sygehusudvalg, Leif Flemming Jensen (S), men det radikale amtsrådsmedlem Per Kleis Bønnelycke siger, at det er »dybt betænkeligt, at en patient kan blive sendt på en lukket, sikret anstalt på et fejlagtigt grundlag«.
»Personens retssikkerhed går forud for, om systemet har ret eller ej. Men der sker ofte det, at når systemet har taget en beslutning, vil man med djævlens vold og magt ikke indrømme, at situationen har ændret sig, eller at der er begået en fejl«, siger Per Kleis Bønnelycke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























