Anders Fogh Rasmussen (V) har ikke sagt ét eneste ord fra Folketingets talerstol i et år. Siden Folketinget mødtes i september sidste år, har Venstres leder overværet debatterne fra sin stol på første række, mens hans ordførere har kæmpet med socialdemokrater og regeringens ministre. I samme periode har statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) deltaget i 19 debatter i folketingssalen, viser en opgørelse fra Folketinget. Forklaringen på den tavse Anders Fogh Rasmussen er, ifølge Venstres pressechef Michael Kristiansen, at Fogh ikke kan komme i direkte debat med Poul Nyrup Rasmussen i Folketinget. Nyrup kan undlade at svare på Foghs kritik og overlade det beskidte arbejde til de socialdemokratiske ordførere. Det vil Venstre ikke risikere, og konklusionen er, at Folketingets talerstol er et dårligt forum til en duel mellem lederne af landets to største partier. »Vi kan ikke bruge salen til at få en debat mellem Nyrup og Fogh«, siger Michael Kristiansen til Ritzau. Poul Nyrup Rasmussen er modsat særdeles aktiv på Folketingets talerstol. I det politiske år, der netop er afsluttet, var statsministeren i folketingssalen 19 gange for at debattere bl.a EU, miljø, embedsmænd, udlicitering, flygtninge, Sovjetunionen, kongehuset og Færøerne. En del af debatterne har Nyrup været tvunget til at tage, det er de såkaldte forespørgsler til statsministeren. Desuden åbner og lukker statsministeren Folketinget, så her er han også udsat for frivillig tvang. Nyrup optræder også, når han får spørgsmål fra Folketingets medlemmer. Her har han svaret 94 gange i folketingsåret 2000-2001. Forskellen på antallet af Fogh og Nyrups ture på talerstolen er ikke ny. Siden 1998 har Anders Fogh Rasmussen kun været på talerstolen tre gange, mens Poul Nyrup Rasmussen har deltaget i 51 debatter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























