Et flertal af de danske småbørn tilbringer det meste af dagen i institution. Og mobning er et stadigt stigende problem blandt de 7-12 årige. Alligevel stortrives børnene i Danmark. Det fremgår det af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, som offentliggøres onsdag. I forhold til midten af 1980erne passes flere danske småbørn i dag i daginstitution eller dagpleje, og mange flere går i skolefritidsordning eller fritidshjem. Det gælder for 91 procent af børnene, og Danmark sætter dermed rekord i Norden, hvad angår at få børn offentligt passet. Sverige kommer ind på andenpladsen. Men børnene bliver tilsyneladende passet godt, for undersøgelsen viser også, at 96 procent af de 2-17-årige trives rigtig godt eller godt i deres daginstitution og skole, mens kun tre procent trives mindre godt og oftere er langvarigt syge. Det fremgår endvidere, at forældrenes økonomi er blevet bedre, og at flere tager på ferie med deres børn end i 1984. Der er flere børn i kernefamilier med begge biologiske forældre, der trives godt end i familier med kun én forsørger eller i sammenbragte familier. En forklaring er ifølge undersøgelsen, at børn, der ikke har oplevet brud i familien, er mere trygge og mindre sårbare. Årsagen kan dog også være, at forældrenes vurdering af deres egen situation smitter af på deres vurdering af børnenes trivsel. Børnene i kernefamilierne synes i højere grad også at gå fri af mobning, som ellers er blevet et stort problem i Danmark de seneste år. Det fremgår af undersøgelsen, at ca. en fjerdedel af alle danske børn bliver mobbet af og til, og næsten lige så mange er med til at mobbe andre. En sammenlignig af de nordiske lande viser, at mobning er mest udbredt i Danmark og Finland, Norge ligger i midten, mens der i Sverige og Island er meget mindre mobning blandt børn. Bortset fra mobningen er konklusionen i den nye folkesundhedsundersøgelse, at Danmark alt i alt klarer sig godt i den nordiske sammenligning af livskvalitet - og bedre end i 1984.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























