Social skævhed i trafikken

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Børn af lavtuddannede og enlige forældre har en langt større risiko for at dø eller komme til skade i trafikken. Det har forskere fra Danmarks Transportforskning under Trafikministeriet påvist i en undersøgelse, der nu bliver fulgt op af et nyt stort toårigt forskningsprogram. Forskerne vil klarlægge, hvorfor både børn og voksne fra familier med lav uddannelse oftere bliver trafikofre end børn og voksne, der lever i en dansk gennemsnitsfamilie med bedre uddannede forældre. Forsker, cand.stat. Peter Falck Christens fra Danmarks Transportforskning har netop påvist, at børn og unge fra familier, hvor mor eller fars højeste uddannelse er grundskolen, har 80 pct. større risiko for at komme til skade i trafikken, sammenlignet med børn og unge, der kommer fra familier, hvor en mellemlang videregående uddannelse er den højeste uddannelse i familien. Enlige med større risiko Børn, der bor sammen med en enkelt forælder, har 25 pct. større risiko for at komme til skade i trafikken, i forhold til børn, der bor sammen med begge forældre. Voksne, der bor alene, er også en stærkt udsat gruppe i trafikken. Deres risiko er øget med 50 pct. i forhold til voksne, der bor i parforhold. Forskningschef Kurt Petersen fra Danmarks Transportforskning mener, at den nye forskning skal bruges til at få sænket antallet af dræbte og kvæstede i trafikken markant. I de seneste tre år har antallet af trafikdræbte ligget nogenlunde konstant på ca. 500 hvert år. »Skal vi redde de næste 100 liv, må vi gå målrettet efter de specielle grupper, som er mest udsatte i trafikken, siger Kurt Petersen, der mener, at de traditionelle brede trafikkampagner vendt mod fartbøller og folk, der kører uden sikkerhedsseler, er ved at være lidt tyndslidte. Tankevækkende Trafikminister Jacob Buksti (S) finder det tankevækkende, at forskerne nu har påvist, der er social slagside, også når det gælder trafikofre. Ministeren mener, at der stadig er brug for de brede kampagner, hvis målsætningen om 200 færre dræbte i trafikken hvert år skal realiseres i løbet af den næste halve snes år. Men trafikministeren er også parat med flere initiativer, der retter sig direkte mod de grupper, der skaber ulykkerne, og som kan hjælpe dem, der hyppigst bliver ofre. »Vi vil ikke lade nogen muligheder være uforsøgte, når det gælder om at skabe mere sikkerhed i trafikken. Jeg fremlagde i marts vores plan mod unge fartbøller, netop for at tage højde for dette specielle problem«, siger Jacob Buksti. Søren Kolstrup, Enhedslistens trafikordfører, siger: »Alt tyder på, at det er specielt farligt at være blød trafikant. Koblingen mellem enlig, samboende og lavt uddannet peger hen mod, at det er de bløde trafikanter, der lever særlig risikofyldt«. Dobbelt ofre »Jeg tror, at vi har en gruppe medborgere, der er blevet dobbelt ofre i trafikpolitikken. Det er både blevet dyrere for dem at køre med kollektiv trafik , og de lever samtidig livet farligt i trafikken«, siger Søren Kolstrup. Han mener, at der er brug for fundamentale trafiksaneringer, så alle kan være lige sikre i storbyens trafik. »Men det behøver ikke kun at være i storbyerne, at der er problemer. Det kan også være blandt de 20 pct. af befolkningen, som bor på landet, og som ikke har egen bil. De er et vigtigt mindretal at tage hånd om, fordi landet er blevet mindre og mindre indrettet på de bløde trafikanter. Det er ikke rart at være ældre eller barn ude på landet, hvor vejen ligger lige klos op ad huset«, siger Søren Kolstrup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her