Andelsboliger kan sætte skub i boligmarkedet

Lyt til artiklen

Hvis politikerne virkelig ønsker at sætte skub i det fastlåste boligmarked, er opførelsen af nye private andelsboliger vejen frem. Andelsboliger er nemlig den foretrukne boligform for familier, hvor børnene er flyttet fra reden og far og mor har brug for en mindre bolig. Det fremgår af en undersøgelse, som Institut for Fremtidsforskning har foretaget over danskernes boligpræferencer for Byggefonden. Byggeri af nye andelsboliger kan derfor blive motoren, der sætter bevægelse i boligmarkedet, fordi midaldrende med børnene fra hånden vælger andelsboligen og dropper det store parcelhus, der således bliver ledigt for nye unge børnefamilier. Folk i ejerbolig er dermed ikke tilbøjelige til at flytte i lejerbolig, men de flytter gerne over kommunegrænsen efter den rigtige bolig, og hvis de ikke foretrækker en anden ejerbolig, er andelsboligen lige sagen. Lejere vil være ejere Derimod er folk i lejeboliger mindre tilbøjelige til at flytte, medmindre det bliver til en støtte lejebolig og helst i nærheden af hvor de bor, fremgår det af undersøgelsen, hvor instituttet har spurgt et repræsentativt udsnit af beboere i henholdsvis almene lejeboliger, parcelhuse og andelsboliger. Beboere i lejeboliger er i modsætning til folk i ejerboliger mindre mobile på boligmarkedet. De flytter dog gerne i ejerbolig, hvis økonomien er til det. »Svarene tyder på, at der er problemer med mobiliteten i den almene sektor og det er der selvfølgelig flere forklaringer på«, siger forskningschef Jesper Bo Jensen fra Institut for Fremtidsforskning. Udover den økonomiske del af argumentationen for at blive hængende i en lejebolig, er der også strukturen på lejemarkedet. »Den kan gøre det svært at flytte til andre afdelinger eller boligselskaber end dem, man bor i«, siger Jesper Bo Jensen. Forskningschefen understreger, at undersøgelsen peger på behovet for at give beboere i almene lejeboliger større flyttemuligheder. Have på ønskelisten Uanset hvilken boligform, de adspurgte har i øjeblikket, er et fælles træk hos dem, at de vil bo grønt i fredelige og rolige omgivelser. Det har også betydning, om der er en lille have til eller bare en lille plet, hvor man i fred og ro kan lytte til fuglefløjt og nyde en kop kaffe. Et andet markant træk ved undersøgelsen er, at 90 pct. af de adspurgte ikke ønsker at bo i stabler ovenpå hinanden i etagebyggeri, men tæt ved jorden med terrasse, have eller altan. Undersøgelsen giver arkitekter, boligselskaber og bygherrer et vink med en vognstang om, hvordan de kan vælge at prioritere fremtidens boligbyggeri.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her