Politiken tirsdag: Socialdemokratiske sundhedsborgmestres viden om de ejendommelige forbindelser mellem Københavns Kommune og Arbejdernes Ligkistemagasiner (AL) gennem 30 år bliver kulegravet. Så langt kunne Sundheds- og Omsorgsudvalget på Københavns Rådhus blive enige, da det i går formelt besluttede, at en uvildig advokat skal granske alle aftaler og kommunikation mellem kommunen og AL siden 1968. Derimod lykkedes det ikke politikerne at blive enige om, hvem der skal stå for undersøgelserne. Advokat Mariann Norrbom havde fået til opgave at finde egnede advokater, som udvalget kunne vælge imellem. Mariann Norrboms bedste bud var: Axel Kierkegaard fra Gorissen Federspiel Kierkegaard, Per Magid fra Jonas Bruun Advokatfirma og Jon Stokholm fra Lind & Cadovius Advokatfirma. Men Venstre har forelsket sig i anklageren fra tamilsagen, Henrik Holm-Nielsen, som til Venstrefolkenes store fortrydelse ikke optræder på Mariann Norrboms liste. »Vi ser gerne Henrik Holm-Nielsen i spil. Han beviste under tamilsagen, at han kan håndværket. Det er for os ubegribeligt, at han ikke bliver anbefalet«, siger Venstres gruppeformand, Martin Geertsen. Ærgrelsen er så stor, at Martin Geertsen på mødet brugte sin »standsningsret«. Det sendte spørgsmålet om, hvilken advokat der skal redde Ligkistesagens tråde ud, til afgørelse i Borgerrepræsentationen. Her får Venstre dog svært ved at samle flertal for deres mand. Socialdemokratiet er tilfreds med udbuddet på tre, mens SF ikke ønsker »at en socialdemokrat skal undersøge socialdemokrater«, som SFs medlem i Sundheds- og Omsorgsudvalget Marlene Krogh formulerer det. Hermed hentyder hun til, at Holm-Nielsen er erklæret socialdemokrat. Sommerferien truer Hvis ikke det lykkes at få spørgsmålet om advokat presset ind på de to sidste møder i Borgerrepræsentationen, som ligger onsdag og torsdag i denne uge, bliver resultatet et ekstraordinært inden sommerferien. »Vi skal have undersøgelsen helt på plads inden sommerferien«, siger Winnie Berndtson (S) og tilføjer: »Det ville være helt absurd at sidde i august og diskutere advokater, når vi er enige om selve undersøgelsen« Et realistisk bud er, at undersøgelsen, der vil koste københavnerne et sted mellem 80.000 og 100.000 kroner om ugen, kan blive færdig til september eller oktober.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























