Politiken tirsdag: Flere og mere besværlige asylsager, samt større pres på asylcentrene. Sådan ser det ud, knap tre måneder efter at Danmark trådte ind i Schengen-samarbejdet og nedlagde den faste grænsekontrol. Det sønderjyske grænsepoliti fanger i dag halvt så mange overløbere som før, og derfor dukker asylansøgerne først op uden for Sandholmlejren eller på Hovedbanegården i København. I januar pågreb grænsepolitiet således 124 illegale personer, men siden paskontrollen ved grænsen til Tyskland stoppede 25. marts, er tallet dalet til 66 grænseoverløbere i april og 60 i maj. Det betyder, at flere asylsager skal behandles i Danmark, og der kommer flere folk på asylcentrene, lyder det fra Udlændingestyrelsen. En særaftale mellem Danmark og Tyskland gør, at grænsepolitiet kan sende illegale grænseoverløbere tilbage til Tyskland uden om længere sagsbehandling. Men det kræver, at grænseoverløberen fanges i nærheden af grænsen. »Når asylansøgerne kommer ud af de grænsenære områder, skal myndighederne indlede en skriftlig procedure for at få dem udvist til Tyskland. Det tager længere tid og koster flere penge«, siger Lisbet Sørensen, kontorchef i Udlændingestyrelsen. De nye asylansøgere, som tidligere blev sendt direkte tilbage, skal indlogeres på centre, mens deres sag bliver behandlet. »Det øger overbelægningen«, siger Lisbet Sørensen, som dog understreger, at asylcentrene havde problemer også inden Schengen- samarbejdet. Sværere at fange overløbere Grænsepolitiet i Padborg oplyser, at det er blevet sværere at fange overløbere ved de indre grænser. Alligevel er chefen for Den Centrale Politiafdeling hos Rigspolitiet, kriminalinspektør Jørgen Tagge, tilfreds. Grænsepolitiet gør, hvad de kan inden for rammerne, siger han og afviser samtidig, at der kunne fanges flere illegale, hvis grænsepolitiet fik flere ressourcer. »Vi har opretholdt en betydelig politistyrke i grænselandet, både i Sønderjylland og på Falster. Vi er dækket så godt ind, som vi overhovedet kan«, siger Jørgen Tagge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























