Lykketoft vil ikke love særregler til ansøgerlande

Lyt til artiklen

Danmark vil ikke umiddelbart love, at arbejdsmarkedet bliver hurtigt åbnet for de østeuropæiske lande, når de kommer med i EU. »Vi har ikke lavet nogen særlige aftaler med nogle af landene«, siger udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). »Vi har snakket med dem og forstår deres ønsker. Men det tager vi ikke stilling til nu, om vi vil gøre. Men det er meget muligt, at Danmark vil være i stand til at liberalisere hurtigere, end de generelle EU-regler giver mulighed for«, siger Mogens Lykketoft. EU-landene kan efter kraftigt pres fra Tyskland og Østrig vælge at lukke deres grænser for lønmodtagere fra østlandene i op til syv år efter optagelse af de nye medlemslande i EU, men det er frivilligt for de 15 EU-lande at benytte sig af muligheden. Utilfredshed Blandt andet den ungarske regering er utilfreds med disse overgangsordninger, men har stillet sig tilfreds med en aftale, der til gengæld tillader Ungarn at henvende sig direkte til hvert enkelt EU-land for at søge om fri bevægelighed for lønmodtagere. Sverige, der som EU-formandsland har ledet forhandlingerne om udvidelsen i første halvår, har erklæret dets arbejdsmarked vil være åbent for ungarsk arbejdskraft straks Ungarn bliver medlem af EU. Holland har afgivet en lignende erklæring, Spanien er beredt på forhandlinger, mens kun Østrig indtil videre har varslet begrænsninger. Til gengæld frygter Tyskland og Østrig, at deres arbejdsmarkeder vil blive oversvømmet af billig arbejdskraft fra især Polen, hvis deres grænser bliver åbnet, så snart østlandene kommer med i EU. Udenrigsministeren vil dog ikke her og nu give en garanti for, at Danmark følger det svenske eksempel, selv om netop den danske regering har været en varm fortaler for EU»s udvidelse. »Det har Sverige sagt. Det har vi ikke. Men det kan sagtens være, at vi liberaliserer før«, siger Mogens Lykketoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her