Humanitær organisation mister skattefri licens

Lyt til artiklen

Den humanitære organisation Plan International Danmark har mistet sin skattefri status i Danmark. Det sker, efter at Told- & Skattestyrelsen har underkendt organisationens fadderes ret til at trække bidrag på mellem 500 og 5000 kr. til velgørende formål fra i skat. Det er første gang, at en så stor humanitær organisation mister sin skattefri status. Ifølge styrelsen er der »et åbenbart misforhold« mellem udgifter til administration og markedsføring på den ene side og de penge, som blev sendt af sted til de fattige børn i den tredje verden på den anden. Plan International Danmark kalder afgørelsen overraskende, og undersøger i øjeblikket mulighederne for, at faddere igen kan trække deres bidrag til udviklingsprojekter for børn i den tredje verden fra på selvangivelsen. 25 øre til administration Organisationen kom i efteråret 2000 i skattemyndighedernes søgelys, efter at det var kommet frem, at kun en meget lille del af de indsamlede penge - godt seks pct. - blev brugt på nødlidende børn. Resten blev brugt til markedsføring og opbygningen af organisationen i Danmark. Skattemyndighedernes krav er 50 pct. Ifølge organisationen forfulgte man dengang en strategi, hvor det gjaldt om at vokse hurtigt og etablere sig i Danmark. Derfor blev hovedparten af de indsamlede midler investeret i at skaffe flere faddere og nye indtægter, mens Londonkontoret tog sig af at sende et beløb, der svarede til 80 pct. af de danske indsamlinger til børn i den tredje verden. »I dag har vi i Plan International Danmark opgivet strategien med at vokse hurtigt, og der er droslet ned for markedsføringen. Vi bruger i dag omkring 25 øre af hver indbetalt krone til administration og markedsføring«, hedder det i en meddelelse fra organisationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her