Dødstrusler mod Odenses amtspolitikere

Lyt til artiklen

En lille gruppe unge fra Odense, der kalder sig Frie Rebeller, har gennem længere tid set sig så gale på ungdomsinstitutionen Møllebakken i Ringe, at de nu har fremsat dødstrusler mod afdelingschefen for Odense Amts familieafdeling. De Frie Rebeller er utilfredse med, at amtet har været tre måneder om at behandle en klage over Møllebakken, der har plads til ni såkaldte utilpassede unge. Klagen er fremsat af en ung pige, der selv har været anbragt på institutionen og hævder, at de ansatte på Møllebakken begår fysiske overgreb på de unge. Hærværk og dødstrusler I marts måned stormede de unge byrådssalen i Odense, og mandag nat overmalede de blandt andet Amtsgården i Odense med slagord og dødstrusler mod afdelingschef Lillian Vaaben, som blev fulgt op med trusler fremsat i TV 2/Fyn mod blandt andre formanden for amtets socialudvalg Ib Dalsfledt (DF). Ifølge Ib Dalsfledt havde TV 2 fået overdraget nogle filmoptagelser af nattens hærværk, som de Frie Rebeller selv havde optaget. Krav om forstærket indsats Truslerne får nu socialudvalgsformanden til at kræve, at Odense Politi omgående sætter ressourcer af til at pågribe de unge, der havde hætter på under tv-optagelserne af aktionen mandag nat. »Vi kender tre af de unge, og nu må politiet skride ind. Jeg er ikke selv bange for de unge, men når dødstruslerne rettes mod afdelingslederen i familieafdelingen, så betragter jeg det som en politisag. Det er tankevækkende, at hvis man kører fem kilometer for stærkt, så skal politiet nok være der, men når der er tale om dødstrusler, så foretager de sig intet«, siger Ib Dalsfledt, der vil have et møde med Odenses politimester, Lars Rand Jensen, torsdag. Efterforskning i gang Vicepolitimester Henrik Andersen fra Odense Politi oplyser, at politiet arbejder på sagen, og at efterforskningen er i fuld gang. »Vi har ikke anholdt nogen endnu, men vi tager sagen meget seriøst, og vi har afsat tilstrækkelige ressourcer. At politikerne mener noget andet, må de selv stå inde for, men de vil forstå vores gøren og laden, når vi kommer til bunds i sagen«, siger Henrik Andersen. Institutionen Møllebakken ønsker ikke at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her