Politiken fredag: Det kommer til at tage længere tid end oprindelig planlagt at gøre 15 lave københavnske vejbroer mere sikre, så høje lastbiler og høje busser ikke braser lige ind i broerne, trods advarselsskilte. Få dage efter den alvorlige ulykke i februar, som dræbte to af passagererne i en svensk dobbeltdækkerbus ved sammenstødet med Knippelsbro, foreslog Vej og Park under Københavns Kommunes bygge- og teknikforvaltning, at der senest den 1. juli skulle være gennemført en ekstra sikring af de mange andre lave broer i kommunen. Savner udspil Den plan holder ikke længere. Først den 22. juni kommer eksperter fra det statslige Vejdirektoratet med en plan for broerne. Informationschef Jacob Winther fra Københavns Kommunes bygge- og teknikforvaltning oplyser, at da man endnu ikke kender udspillet fra eksperterne i Vejdirektoratet, kan man heller ikke sige noget om, hvornår de 15 vejbroer rent faktisk er sikret yderligere. Udspillet fra Vej og Parks direktør Ole Bach i begyndelsen af marts kom ikke mindst, fordi to passagerer blev dræbt og yderligere 26 blev kvæstet, da den svenske dobbeltdækkerbus den 27. februar fik revet den øverste del af ved sammenstødet med den lave Knippelsbro. Her er frihøjden maksimalt 3,2 meter. Onsdag i denne uge stødte en lastbil mod Knippelsbro, og i løbet af de seneste 20 år er der dermed registreret 18 uheld ved Knippelsbro. Den kraftige offentlige omtale af busulykken ved Knippelsbro fik ledelsen i Vej & Park til at foreslå, at alle broer med under 4,2 meters frihøjde skulle være undersøgt inden 1. maj. Inden den dato skulle der også være planer for, hvordan broerne kunne gøres sikrere. Endelig skulle alle forbedringerne være gennemført senest 1. juli. Det var i går ikke muligt at træffe Københavns Kommunes bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) for at få en kommentar til, at planen om at sikre de lave broer ikke kan gennemføres inden den 1. juli. Portal på vej Når det gælder yderligere sikring af Knippelsbro har kommunen allerede besluttet, at der ud over en bedre skiltning om kort tid skal opsættes en portal omkring 30 meter før Knippelsbro. De nedhængende en centimeter tykke metalplader fra portalen vil ikke stoppe lastbiler og busser, men vil på kontant vis ramme den øverste del af høje busser og lastbiler og dermed advare chauffører, der er på vej til at kollidere med Knippelsbro. Der er også planer om at lede Ring 2 uden om Knippelsbro, for på den måde at lede flest muligt af de ikke lokalkendte erhvervschauffører og dermed de høje busser og lastbiler væk fra den lave og farlige bro.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























