De borgerlige oppositionspartiers angreb på regeringens Mellemøst-politik er et forsøg på at drive indenrigspolitik på noget, som der reelt ikke er uenighed om«, sagde udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) fredag efter mere end to timers krydsild i Det Udenrigspolitiske Nævn. Der er ingen vaklen i regeringens politik og heller ingen mangel på balance i forhold til de to parter i konflikten - Israel og palæstinenserne, fastholdt udenrigsministeren. Han afviste kritikken fra de store borgerlige partier, der mener, at regeringen har taget for venligt imod palæstinensernes leder. De er også utilfredse med, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) erklærede sig parat til sende observatører af sted »så hurtigt som muligt«. Det tolker V og K, som om regeringen ikke ville afvente fredelige forhold og parternes accept. Ifølge Mogens Lykketoft bad regeringen utvetydigt Yasser Arafat gøre alt, hvad der stod i hans magt for at standse volden. Og regeringen har ingen ønsker om at sende observatører af sted uden parternes accept og uden, at forholdene i området er så fredelige, at observatørerne kan arbejde. »Det er helt utilgiveligt, at der stilles spørgsmålstegn ved regeringens kurs, når de journalister, der har været til stede på pressemødet, udmærket ved, at vi har appelleret i det stærkest mulige ordvalg til Arafat om at yde alt, hvad han kan bidrage med, for at stoppe volden. Det er i strid med kendsgerninger, som enhver kan sætte sig ind i«, sagde Mogens Lykketoft efter mødet i nævnet. Udenrigsministeren mener, at regeringen fuldt og helt lever op til en vedtagelse om Mellemøstpolitikken, som Venstre og Konservative var med til at beslutte i Folketinget 28. november i fjor. Ifølge denne vedtagelse går Folketinget ind for at udsende en international observatørmission, og Folketinget tager »klart« afstand fra, at der etableres yderligere jødiske bosættelser i de besatte områder. Det er, vedtog Folketinget med stemmer fra regeringspartierne, Venstre, Konservative og SF, i »direkte strid« med den fjerde Genève-konvention. Venstre holder fast Anders Fogh Rasmussen fastholdt, at statsministeren efter hans mening på pressemødet forsømte klart at opfordre Yasser Arafat til at stoppe volden og dermed ikke handlede som sin svenske kollega Göran Persson. »Jeg synes nok, at der på det seneste er sket en drejning i Mellemøstpolitikken. Regeringen er for ensidig i sin kritik af Israel og alt for imødekommende over for det palæstinensiske synspunkt«, sagde han. »For os er dette ikke sort og hvidt. Der er ikke helte og skurke. Netop derfor bør der være en klar balance i Mellemøstpolikken. Man skal være meget påpasselig, når man mødes med repræsentanter for parterne i konflikten, med hele tiden at sikre den balance«, tilføjede Venstres formand. Rette kurs Den konservative udenrigsordfører, Per Stig Møller, mener, at samrådet har bragt regeringens tilbage på ret kurs over for Mellemøsten. Hans skarpe kritik tidligere på ugen er forstummet. Mogens Lykketoft har genoprettet de misforståelser, som statsministerens optræden med Yasser Arafat gav anledning til. »Nu er dansk Mellemøstpolitik blevet bragt tilbage på sporet«, siger Per Stig Møller. Venstrefløjen har under hele forløbet bakket op om Mogens Lykketoft. SFs formand, Holger K. Nielsen, betegner de borgerliges kritik af regeringens Mellemøstpolitik som et bagholdsangreb. Han mener, at udenrigsministeren nøje har fulgt Folketingets retningslinier. Både observatører og bosættelser er nævnt allerede i november. »Det var et åndeligt trip fra de borgerlige. Der er ikke fugls føde på deres kritik«, siger Holger K. Nielsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Marcus Rubin
Debatindlæg af Caroline Wrona Stjerne



























