Kroner frem for selvstyre

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Sænk det økonomiske sværd, og stop slagsmålet om penge i Finansministeriet. Lad i stedet staten bestemme - og betale - hvad kommunerne skal levere af service til næste år. Det gode råd forud for den kommende uges hektiske forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og regeringen kommer fra formand for Det Kommunale Kartel, Poul Winckler, som samtidig er forbundsformand for medlemmerne af Forbundet af Offentligt Ansatte - de ansatte i blandt andet kommunernes ældrepleje. Rådet udspringer af en kras kritik af KLs håndtering af forhandlingerne: »Der er alt for meget fokus på økonomien i forhandlingerne og den ene procents vækst, som parterne slås om. Det siger jo ikke rigtig nogen noget, og hverken personalet eller borgerne kan gennemskue, hvad konsekvenserne af en procents vækst er for servicen«, siger Poul Winckler, som faktisk synes, at amterne de senere år har været langt mere snedige til at lokke penge ud af staten. Derfor råder han sine kommunale arbejdsgivere til at efterligne Amtsrådsforeningens aftaler: »Amterne har måttet finde sig at staten blander sig meget konkret i, hvad der skal udføres for pengene. Det er sket i form af kræftplan, psykiatriaftale osv., men det betyder samtidig, at amterne har fået mange flere penge«, siger han. Flere detaljer Poul Winckler forestiller sig en lignende model for kommunerne, hvor forhandlingerne koncentrerer sig om indhold, og aftalerne i højere grad i detaljer bestemmer, hvad kommunerne skal udføre for pengene. »Aftalen kunne bestå i, at kommunerne forpligter sig til at indrette så og så mange plejehjemspladser. At de skaffer børnepasningsgaranti eller gør noget bestemt for trafiksikkerheden. Når det var på plads, kunne man bagefter sætte penge på ved at regne baglæns og se, hvad aftalerne koster at finansiere«, siger Poul Winckler, som også meget gerne så flerårige aftaler på det kommunale område. Til at gennemskue Selv om regeringen ikke vil hoste op med vildt mange penge, ser forbundsformanden alligevel fordele ved sit forslag. »Hvis regeringen vil holde på pengene, vil det jo vise sig i aftalerne, fordi de konkrete krav til kommunerne i givet fald er færre. Det kan borgerne gennemskue og forstå«, siger han, der medgiver, at forslaget indebærer farvel til en stor portion af det kommunale selvstyre, når regeringen øremærker penge til bestemte serviceområder. Formand for Kommunernes Landsforening Anker Boye (S) indrømmer gerne, at han også føler sig spundet ind i tal i forbindelse med de økonomiske forhandlinger. Nej til mere kontrol »Men regeringen har jo valgt at fokusere meget på økonomien - på afdæmpet vækst i kommunerne - af hensyn til den samlede husholdning, og selv om vi starter med at diskutere indholdet, bliver der ikke flere penge af den grund«, siger han, der ikke kan anbefale en mere centralt styret servicemodel. »Slet ikke af hensyn til den enkelte borger, som er bedst tjent med en individuel service i stedet for en centralt fastsat ydelse«, siger Anker Boye, som samtidig understreger, at en detaljeret styring af kommunerne vil kræve et voldsomt og bureaukratisk kontrolkorps til at holde øje med, om kommunerne så faktisk overholder de aftalte mål på sidste decimal. »Og pengene til det bureaukrati går jo fra servicen, og det er en dårlig udnyttelse af de få penge, vi har til rådighed«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her