Danskere fanget i Nepal

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Sorgen og vreden vokser hos den nepalesiske befolkning efter tabet af deres konge Birendra og det meste af den kongelige familie. Utallige rygter og modstridende forklaringer på omstændighederne omkring drabet på kongen og ni af hans familiemedlemmer under en middag i det kongelige palads har skabt frustrationer og oprørsk stemning i Nepals hovedstad Kathmandu. For at dæmme op for gadeurolighederne indførte politiet i går udgangsforbud i hovedstaden. Nepal er et traditionelt rejsemål for unge rygsækrejsende, og et sted mellem 25 og 75 danskere er lige nu fanget i Nepal, hvor soldater og svært bevæbnet politi holder strengt opsyn med, at udgangsforbuddene overholdes. En dansk diplomat i Nepal, Lars Hørmann, beskriver over for Politiken forholdene som 'rimelig kaotiske'. Han siger, at mange af danskerne gerne vil hjem, men at det ikke er muligt lige nu. De er dog ikke i fare, hvis de blot holder sig inden døre, vurderer den danske charge d'affaires. Den første officielle forklaring på tragedien lød, at kronprins Dipendra, som selv døde af kvæstelser mandag morgen, stod bag drabene og derpå skød sig selv. Mandag blev den dræbte kong Birendras bror, den mindre populære Gyanendra udnævnt til landets nye konge. Og nu lyder forklaringen fra paladset, at tragedien skyldtes et automatisk våben, som gik af ved et uheld. »Det er simpelthen absurd«, siger en nepalesisk skolelærer til nyhedsbureauet AFP og fortsætter: »Skal vi virkelig tro på, at et halvautomatisk gevær ved et uheld gik af gang på gang rundt om et spisebord, indtil den kongelige familie var udryddet?«. Den nepalesiske befolkning kræver nu en klar og troværdig forklaring på, hvad der skete ved spisebordet i paladset. Det har den nyudnævnte konge lovet at give dem i løbet af få dage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her