Endnu en gang har sædkvaliteten hos danske mænd markeret sig ved at være dårlig - og dårligere end i andre europæiske lande. Mænd i Finland, i Frankrig og i Skotland har alle sundere sæd en deres kønsfæller i Danmark, fremgår det af en netop offentliggjort undersøgelse i det lægevidenskabelige tidsskrift Human Reproduction. Sæd fra i alt 1082 mænd i København, Paris, Edinburgh og den finske by Åbo indgår i undersøgelsen, der viser, at den danske sæd er den dårligste i og med, at der er betydeligt færre sædceller i sæd fra de danske mænd. Den mest frugtbare sæd kunne de finske mænd præstere i undersøgelsen. Tidligere undersøgelser har vist, at halvdelen af danske mænd i alderen 18 til 30 år havde nedsat sædkvalitet, og dermed har de også sværere ved at få børn. Sædkvaliteten er tillige faldet op gennem årtierne. Den dårlige sædkvalitet er en del af et større, dystert billede, som også omfatter drengebørn, der er født med misdannede kønsorganer og en stigende forekomst af testikelkræft. Nedsat sædkvalitet og øget forekomst af misdannede testikler og peniser er et fænomen, der er kendt lige fra danske mænd til isbjørne i Alaska og alligatorer i Floridas sumpe. En hovedmistænkt er den globale forurening med østrogenlignende stoffer, som ikke er hormoner, men virker som sådan. De findes bl.a. i sprøjtegifte, rengøringsmidler, maling og plastmaterialer, og den anerkendte teori er, at stofferne går ind og påvirker kønsdannelsen af dyre- og menneskefostre. Den nye undersøgelse viser, at der er relativt stor forskel på sædkvaliteten mellem sommer og vinter. Således er sædkvaliteten bedre om vinteren end om sommeren. Det gælder for alle fire byer, der indgår i undersøgelsen. Men uanset årstid er den danske sæd dårligst. Variationen i kvaliteten fra sommer til vinter kan være tegn på, at der er forandringer i miljøet eller livsstilen, der påvirker dannelsen af sædceller, konkluderer undersøgelsen, der er ledet fra klinikken for vækst og reproduktion på Rigshospitalet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























