Udgifter til medicin stiger voldsomt

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Det offentliges udgifter til medicin i form af sygesikringstilskud er eksploderet i årets første tre måneder. Tilsammen betalte amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i første kvartal 1,36 milliarder kroner i medicintilskud, hvilket er godt 265 millioner kroner mere end i samme periode året før - svarende til en stigning på næsten 25 procent. Årsagen er ikke, at forbrugerne har købt mere medicin i forhold til året før. Tværtimod oplevede apotekerne i februar sidste år en hamstringsbølge op til 1. marts, hvor de nye regler for medicintilskud trådte i kraft. Og selv om der har været en tendens til hamstring også i årets første måneder i år - op til den nye beregningsperiode for egenbetaling af medicin - har kunderne ikke stået i kø på apotekerne på samme måde som sidste år. Regeringen betaler »Medicinudgifterne går noget nær amok i øjeblikket, og forklaringen er nye og dyrere - men forhåbentlig også bedre - typer af medicin«, siger formanden for amternes sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S). Han glæder sig til gengæld over, at han kan sende en stor del af regningen videre til regeringen. Amterne har den aftale med regeringen, at alle stigninger i udgifterne til medicin - ud over én procent på årsbasis - bliver refunderet af staten. »Det løb sidste år op i en ekstra regning til regeringen på 450 millioner kroner, men det beløb holder ikke i år. Regningen bliver langt større«, siger Bent Hansen. Sidste år steg det samlede sygesikringstilskud til medicin med knap fire procent i forhold til året før. Til gengæld steg omsætningen på tilskudsberettiget medicin med ni procent, så forbrugerne har betalt resten. Bent Hansen håber dog, at stigningen på 25 procent i det første kvartal ikke holder året igennem. »Vi skal være meget opmærksomme på, når medicinalfirmaerne præsenterer nye og dyrere typer medicin, at den så også virkelig er bedre end den gamle, billigere«, siger han. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) har ikke set tallene fra Amtsrådsforeningen, men siger, at de »skriger efter en forklaring«. Ny lov Ministeren fik i går vedtaget sin nye lov om medicintilskud, der forenkler reglerne for beregning af tilskud og samtidig skal være med til at holde medicinpriserne nede på et europæisk gennemsnit. Den nye lov aflyser det prisloft, der i efteråret blev lagt over medicin. Loven indebærer, at sygesikringens tilskud for fremtiden bliver regnet ud i forhold til en europæisk gennemsnitspris på det enkelte præparat eller - hvis prisen i Danmark er billigere - efter den danske pris. For præparater, der virker ens, beregnes tilskuddet ud fra det billigste på markedet. Det skulle tilskynde læger og forbrugere til at vælge den billigste medicin. »Jeg har tillid til, at den nye lov kan være med til at holde udgifterne nede. Men vi vil følge udviklingen nøje, måned for måned, siger Arne Rolighed. Bent Hansen tror til gengæld ikke meget på, at den nye lov kan standse medicinudgifternes himmelflugt. »Det har man sagt de seneste ti år, hver gang der er vedtaget en ny lovgivning på området, men det holder ikke. Man har da lov at håbe, men jeg vil se det, før jeg tror det«, siger Bent Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her