Aage Frandsen formand i SF-gruppe

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: SFs grå eminence og evige toer, Aage Frandsen, træder på onsdag frem i forreste række, når han af partiets folketingsgruppe bliver valgt til ny gruppeformand, erfarer Politiken. Aage Frandsen har været favoritten siden den nuværende formand, Jes Lunde, for godt 14 dage siden offentliggjorde, at han til oktober forlader Folketinget. Selv siger Frandsen: »Det er mere, end jeg ved«. Aage Frandsen, 59 år, har gennem hele sin karriere i SF holdt sig i baggrunden, og internt i partiet beskives han som den diskrete magthaver, der har udøvet sin indflydelse uden for mediernes søgelys. Han hører til formand Holger K. Nielsens fortrolige og har placeret sig på den venstrefløj, som i øjeblikket har magten i partiet. Forligsmager Aage Frandsen kom i Folketinget første gang tilbage i 1971, men forlod igen pladsen fire år senere. I 1980erne var han igen tilbage, men stoppede i 1990 for igen at blive valgt i 1994. Selv om Aage Frandsen tilhører en anden politisk fløj end Jes Lunde, betyder det dog næppe i første omgang, at regeringen får større besvær med at indgå forlig med SF. Faktisk har regeringen i den senere tid oplevet det som vanskeligere at lave aftaler med Jes Lunde, fordi det var usikkert, om han havde sit bagland i orden. Samme problem vil Aage Frandsen ikke løbe ind i. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at Aage Frandsen som uddannelsesordfører og finansordfører har indgået en stribe af forlig. Den nuværende arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn er favorit til at få Aage Frandsens nuværende post som finansordfører, men det er dog fortsat usikkert. Lokal kandidat Tilbage står, hvem der skal erstatte Jes Lunde som folketingskandidat i Nordjylland. Samme dag, Jes Lunde sagde farvel, blev partiets suppleant til Europaparlamentet, Pia Olsen, tilbudt pladsen. Hun tilhører samme fløj som Jes Lunde, men sagde nej tak. Dermed tyder alt på, at det bliver en lokal, ukendt kandidat fra Nordjylland, som skal erstatte Jes Lunde. Det kan blive Lene Garsdal, som i forvejen er Jes Lundes suppleant.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her