Politiken søndag: Forældrene til en af de unge mænd, der døde på sidste års Roskilde Festival har forgæves forsøgt at få myndighederne til at oplyse og fremlægge dokumentation for, at deres søn fik behandling og blev erklæret død af en læge. Selv om Statsadvokaten for Sjælland, der undersøger ulykken, ifølge Politikens oplysninger, er i besiddelse af en journal fra den læge, der behandlede og erklærede den 17-årige dreng død, har statsadvokaten ikke udleveret journalen til forældrene, Finn og Eunice Tonnesen fra Nordenskov ved Varde. Forældrene har ret til at få journalen efter loven om patienters retsstilling, og det er statsadvokatens pligt at hjælpe forældrene, siger forvaltningsretseksperten Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole. »Statsadvokaten har pligt til at oplyse navnet på den læge, der har udarbejdet journalen. Ellers forhindrer han de pårørende i at få aktindsigt hos lægen, og det må statsadvokaten ikke«, siger Oluf Jørgensen. To timer i træskur Den 17-årige Allan Tonnesen var en af de fem personer, der efter ulykken blev lagt ind i et træskur sammen med fire andre døde personer, indtil de et par timer senere blev kørt til sygehuset. Siden da har forældrene henvendt sig til både Roskilde Politi, Roskilde Amtssygehus, Retsmedicinsk Institut, Embedslægen, Sundhedsstyrelsen og Statsadvokaten for Sjælland for at få viden og dokumentation for, at deres søn er blevet tilset og erklæret død af en læge på festivalpladsen. Men det har ingen af myndighederne givet. »Vi vil gerne have en journal fra en læge, der har undersøgt Allan på pladsen, så vi kan få dokumentation for, at han er død der. Er det for meget at forlange, set i lyset af at vor søn lå i en barak i omkring to timer, før han blev kørt til sygehuset«, spørger Eunice Tonnesen. Den læge, der sandsynligvis har behandlet Allan, oplyser, at han i marts afleverede en journal til Rigspolitiet, som undersøger sagen for statsadvokaten. 20. marts skrev forældrene et brev til statsadvokaten, hvor de efterlyste dokumentation for, at deres søn var erklæret død af en læge, og spurgte: »Hvem konstaterede, at vores søn var død 30. juni 2000?«. Men forældrene har hverken fået svar på spørgsmålet eller lægens journal. Vicestatsadvokat Kim Christiansen har ikke opfattet det, som om forældrene har bedt om en journal. »Men jeg kan have overset noget. Hvis forældrene beder om en journal, skal jeg nok sende dem videre til lægen«, siger Kim Christiansen. Da Politiken for to uger siden skrev, at forældrene var blev nægtet aktindsigt i vidneafhøringer af lægerne, besluttede en kvindelig vagt, der havde taget mod Allan under ulykken, at henvende sig til forældrene og fortælle, hvad hun vidste. »Jeg regnede bestemt med, at de pårørende havde fået besked. Hvorfor er der ingen, der har fortalt dem noget. Det er så groft«, siger vagten Kirsten Gelting.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Først da Kåre Quist blev rigtig voksen, forstod han, at hans barndom måske »ikke var helt almindelig«
Lyt til artiklenLæst op af Camilla Stockmann
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Madklumme
Leder af Christian Jensen
tema
»Jeg tvivler på, Europa kan blive militært magtfuldt uden en rigtig krig«
Lyt til artiklenLæst op af Sebastian Stryhn Kjeldtoft
00:00


























