Forlig om asylstramninger

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Efter intense forhandlinger hele dagen i går lykkedes det regeringen at nå frem til et kompromis med V og K om loven om frihedsberøvelse af asylansøgere. »Nu har vi et udspil, som i morgen vil blive præsenteret for partigrupperne. Nogle gange er timing vigtigt i politik«, sagde indenrigsminister Karen Jespersen (S), da udlændingeordførerne fra V, K, S og R stormede ud ad hendes dør kl. 20.30 - efter tredje runde af timelange forhandlinger. De fire ordførere havde taget hinanden i ed på, at de ikke ville give detaljer om kompromiset, som i dag skal godkendes af deres partifæller. Indenrigsministeren sagde dog, at alle er enige om at lette adgangen til at fængsle de kriminelle asylansøgere, og at hun nu håber, at forslaget kan samle flertal, når det på fredag skal til afstemning i Folketinget. Knasterne i loven har aldrig været stramningerne over for asylansøgerne, men at V og K nægtede at stemme for en lov, som pr. dekret pålagde Allerød Kommune de sikrede pladser i Sandholmlejren. Ministeren og ordstyrerne fra S og R stod ligeså fast på, at forslaget ikke kunne gennemføres uden fængselspladserne. Ifølge Politikens oplysninger er regeringen gået ind på et konservativt forslag, som fjerner udvidelsen af Sandholmlejren fra selve lovteksten og i stedet bemyndiger ministeren til at forhandle med Allerød Kommune. Kompromiset består i, at kommunen skal høres, men ikke kan nedlægge veto. Samtidig er partierne enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der inden 1. oktober skal komme med forslag til, hvordan sagsbehandlingstiden i asylsager nedbringes. V og K havde også krævet, at 'bagatelgrænsen' på 500 kroner for tyverier, som kan føre til fængsling, blev fjernet, men det krav gav de to partier køb på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her