Politiken torsdag: Regeringens forslag om at frihedsberøve asylansøgere, der stjæler for over 500 kroner, laver ballade på flygtningecentrene eller bevidst forsinker asylbehandlingen, tegner til at glide glat gennem Folketinget i morgen. I går formiddag godkendte Venstres og de konservatives folketingsgrupper et forlig om loven, som blev til efter intense forhandlinger onsdag. Regeringen gik ind på et forslag fra de konservative om at fjerne Sandholmlejren fra lovteksten - og i stedet give ministeren bemyndigelse til at sætte planloven ud af kraft, hvis en kommune nægter at oprette nødvendige pladser til asylansøgere. Tæt på fald Loven var tæt på at falde, fordi Venstre og de konservative nægtede at stemme for en lov, som satte det kommunale selvstyre ud af kraft og pålagde Allerød Kommune at huse de indespærrede asylansøgere. Da afsnittet om Sandholmlejren forsvandt fra teksten, og Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech fik løfte om, at en gruppe embedsmænd inden 1. oktober skal komme med forslag til at nedbringe sagsbehandlingtiden i asylsager, faldt forliget på plads. Ingen forskel I praksis bliver ændringen svær at få øje på. Ministeren skal have udtømt alle muligheder for at få en kommunes ja til en udvidelse af frivillighedens vej, før hun bruger bemyndigelsen, og gennemfører udvidelsen hen over hovedet på kommunen. Men planen er fortsat at etablere de 60 nye fængselspladser i Sandholmlejren, og indenrigsminister Karen Jespersen regner med at indlede forhandlingerne med kommunen i den kommende uge. Ifølge Ritzaus Bureau er Allerøds borgmester, Eva Nejstgaard (K), da også overbevist om, at de kriminelle trods forliget havner i Sandholmlejren, hvilket hun kalder »urimeligt«. Radikal ros Den radikale gruppeformand Elisabeth Arnold har store roser til den kompromissøgende konservative udlændingeordfører, John Vinther. »John Vinther har vist mod og mandshjerte i denne sag. Han har fået Venstre og de konservative ud af det isolerede hjørne, som de var havnet i«, siger hun til Ritzau. Venstres ordfører, Birthe Rønn Hornbech, tordnede til det sidste mod loven. Regeringen burde sørge for at fup-asylansøgere blev strittet over grænsen, i stedet for at påtvinge Allerød Kommune et permanent fængsel. Store indrømmelser Hun siger om forliget, at Venstre og de konservative har fået »to store væsentlige indrømmelser«, men at loven fortsat kun er »et meget lille skridt i den rigtige retning«. Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup betyder forliget et større indgreb i det kommunale selvstyre, end ministerens oprindelige forslag. »I og med at Sandholmlejren er blevet pillet ud, er der åbnet en ladeport for at ministeren kan gribe ind i hele landet og udvide alle de steder, hvor der i dag er asylcentre«, siger han. Karen Jespersen forsikrer, at loven kun vil blive brugt til indretning af afdelinger for asylkriminelle, og at loven kun er beregnet på helt særlige situationer, hvor tingene skal gå meget hurtigt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























