Greenpeace satte både menneskeliv og miljøet på spil, da aktivister i januar bordede et skib lastet med gensplejset soja. Den hårde påstand kommer fra lodserne i Århus Havn, der ufrivilligt blev involveret i begivenhederne omkring det italienske skib. »Aktivisterne er totalt ligeglade med søsikkerheden, udsætter havmiljøet og andres liv for stor fare, blæser højt og flot på søvejsregler og begrebet godt sømandsskab«, siger lods Jørn Østergaard til Dansk Navigatørforenings blad Navigatør. Aktivisterne slog til, da bulkcarrieren 'Explorer' skulle have lods om bord tre sømil fra Århus Havn. Via lodslejderen bordede de skibet og blokerede lejderen, hvorefter skibet ankrede op og bad om assistance fra politiet. Da lodsbåden dagen efter den ulovlige besættelse af skibet skulle sætte politi om bord på skibet, blændede aktivisterne føreren af lodsbåden med skarpe projektører. »I flere minutter var bådføreren totalt blændet og lodsbåden ude af kontrol«, skriver Navigatør. Lodserne undrer sig over den megen politiske polemik, der bagefter var om politiets rolle og hjælpen fra militæret uden, at der er stillet spørgsmål til Greenpeace-aktivisternes opførsel. Hykleri! »På den ene side råber Greenpeace op for at bevare og beskytte miljøet, på den anden side udfører de aktioner, der i høj grad udsætter havmiljøet for fare. Sådan som Greenpeace agerede i januar, kunne aktivisterne lige så godt have foranlediget en grundstødning med stor fare for olieforurening. Det er hykleri«, konstaterer de syv lodser i Århus. Aktionen mod 'Explorer' har fået som konsekvens, at lodsernes kontakt til skibe, der har gensplejsede produkter i lasten, nu har karakter af en paramilitær operation. Al radiokommunikation mellem lodsstationen og skibet er bandlyst. Mødestedet er flyttet langt ud til søs - i nogle tilfælde helt til Skagen, og endelig er proceduren for lodsens ombordtagning ændret. Lovløs aktion Fragtskibet afventer et særligt signal fra lodsbåden, før lejderen fires ud og der tændes lys. Dermed kan operationen kortes ned til ganske få minutter og gøre det vanskeligere for eventuelle aktivister at komme om bord via lejderen. Politiet deler lodsernes undren over de manglende reaktioner over for aktivisterne. »Jeg forstår ikke, det er muligt til søs at trodse alle regler om adfærd og færdsel, uden at samfundet som sådan griber ind. Havde de ting, der foregik i Århusbugten, foregået i bil på en landevej i Danmark, så havde førerne stået til at få fradømt kørekortet«, siger chefpolitiinspektør Kurt Wollesen, Århus Politi, til Navigatør. Politiet i Århus har i samarbejde med havnen indført et specielt beredskab, når havnen anløbes af skibe med gensplejset soja. Greenpeace afviser Bortset fra et enkelt punkt i lodsernes kritik, afviser aktionskoordinator Mads Christensen, Greenpeace, påstandene. »Jeg kan ikke afvise, at bådføreren på lodsbåden blev lyst i øjnene, men hvis det er sket, er det sket stik imod vores stående retningslinier for, hvordan man opfører sig på havet. Er det sket, beklager jeg det«. »Men det er vigtigt at holde fast i, at føreren af lodsbåden går ud over, hvad der er lodsens job. Han er faktisk i gang med at lave en politiopgave, da han forsøger at skubbe vores gummibåd væk fra lodslejderen«, siger Mads Christensen. Han understreger, at lodsernes synspunkter om fare for liv og miljø alene er spekulationer. »Vi sendte aktivister om bord på skibet på et tidspunkt, hvor der ikke skal være lodser om bord. Kaptajnen valgte at ankre op, og på intet tidspunkt blev skibet et vildt skib, der truede med at støde på grund«, siger Mads Christensen og tilføjer, at bådførerne på organisationens store gummibåde er erfarne folk med søfartspapirerne i orden. »Vi har lavet aktioner til havs i 30 år, og ikke én gang er der sket et uheld med det skib, vi har lavet aktioner imod. Vi er utrolig følsomme over for den slags beskyldninger, og er der nogen som helst tvivl om sikkerheden, vil vi trække os ud. Jeg mener faktisk ikke, at Jørn Østergaard har dokumentation for, at der var fare for grundstødning eller menneskeliv«, siger Mads Christensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























