POlitiken fredag: Alkoholbehandlingen skal fredes i den spareplan, som Hovedstadens Sygehusfællesskab er ved at strikke sammen for det kommende år. Det har HS-bestyrelsen enstemmigt vedtaget, og dermed er det så godt som sikkert, at den foreslåede besparelse på 2,2 millioner kroner forsvinder fra det budgetforslag, som direktionen i øjeblikket arbejder på. En nedskæring på alkoholbehandlingen ville - som tidligere omtalt i Politiken - have ramt blandt andet HS' brug af døgnbehandling for de hårdest ramte alkoholmisbrugere. Og dermed ville Hovedstadens Sygehusfællesskab også have afskåret sig selv fra at få del i de ekstra pladser, der skaffes til veje gennem en særlig bevilling fra de såkaldte satspuljemidler, som et stort flertal i Folketinget har vedtaget at bruge på alkoholbehandling. Ingen opfyldning »Det ville have været svært at give HS del i de pladser, hvis de skar ned på deres eget budget på det område. Pengene skal bruges til nye pladser. Det må ikke være sådan, at amterne og HS skærer ned, og så kommer vi og fylder op«, siger sundhedsminister Arne Rolighed (S). »Men HS har truffet sin beslutning uden min indblanding, og jeg synes, det er en fornuftig beslutning«. Formanden for HS-bestyrelsen, Københavns sundhedsborgmester Peter Martinussen (S), afviser dog, at risikoen for at miste en andel af satspuljemidlerne har haft betydning for beslutningen. »Det er vores vurdering, at vi ikke vil røre ved alkoholbehandlingen, fordi der desværre fortsat er behov for en stærk indsats på det område. Og det er en enstemmig beslutning i betyrelsen. Til gengæld er det også det eneste område, vi vil frede på forhånd«, siger Peter Martinussen. 20 millioner kroner Partierne bag satspuljeforliget har vedtaget at afsætte 20 millioner kroner om året i fire år til at styrke alkoholbehandlingen. De fem millioner fordeles til amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner via bloktilskuddet, og fem millioner er allerede uddelt til fire behandlingshjem, der var kommet i knibe på grund af ændrede driftsoverenskomster med amterne. Den arbejdsgruppe, som fordeler midlerne, blev i går enige om en indstilling for de sidste ti millioner, og indstillingen skal nu godkendes af forligspartiernes ordførere. Staten kontrollerer »Pengene skal ifølge indstillingen gå til pladser på en række behandlingshjem, for eksempel institutioner drevet af KFUM, Blå Kors og institutioner, der arbejder efter Minnesota-modellen. Og pengene skal bruges til plus-vækst i form af nye døgnbehandlingspladser«, siger sundhedsministeren, der er formand for gruppen. Hvordan vil du sikre, at pengene ikke går til at fylde huller op efter nedskæringer i amterne? »Det vil vi gøre ved at måle kapaciteten i år, sammenlignet med sidste år. Og hvis det viser sig, at amterne alligevel sparer på deres egne budgetter i år, så kan vi ikke godtage det«. »Det vil jeg også gøre amterne opmærksom på i forbindelse med de økonomiske forhandlinger, vi er i gang med«, siger Arne Rolighed. Kortlægning Amterne og HS har under ét skåret voldsomt ned på antallet af døgnpladser til alkoholbehandling i de seneste år. Fra 1991 til 2000 er antallet ifølge Kristeligt Folkepartis ordfører på alkoholområdet, Tove Videbæk, faldet fra 194 til 77 pladser. Tallet blev nævnt, da Folketinget forleden havde en forespørgselsdebat om regeringens indsats på alkoholområdet. Sundhedsministerens bud på det område afventer imidlertid et kortlægningsarbejde, som er sat i gang i samarbejde med amterne, og som er lovet færdigt senest til maj næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























