Snydepiller virker ikke

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Kalktabletter og andre former for 'snyde-medicin' virker ikke. En ny dansk undersøgelse afliver den myte, at det en gang imellem er bedre at stikke patienten en snydepille end slet ingenting at gøre, fordi den såkaldte placebo-effekt ofte vil medføre, at patienten alligevel får det bedre - selv om medicinen bevisligt ikke hjælper på sygdommen. En kritisk gennemgang af 114 studier viser, at sammenligner man resultaterne for patienter, der har fået placebo-behandling, med patienter, der slet ingen behandling har fået, så er der stort set ingen forskel. »Forklaringen er, at de fleste sygdomme har en tendens til at gå over af sig selv. Også kroniske lidelser svinger i intensitet, og patienter vil altid have en tendens til at gå til læge, når de har det værst«, siger lektor og læge Asbjørn Hrobjartsson, der står for undersøgelsen sammen med overlæge Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet. Gamle undersøgelser Traditionelt regner man i lægeverdenen med en placebo-effekt på omkring 30 procent. Det vil sige, at næsten en tredjedel af patienterne skulle få det bedre, selv om de behandles med 'snydepiller'. »Men det bygger i hovedsagen på gamle undersøgelser, der ikke er gode nok«, siger Asbjørn Hrobjartsson og fortsætter: »Traditionelt har man sammenlignet patienter, der har fået en aktiv behandling, med patienter, der har fået placebo. Og den type undersøgelser tager ikke højde for, at de fleste får det bedre af sig selv. Derfor har vi set på de studier, hvor der også indgår en gruppe, som slet ingen behandling har fået. Og så har vi - overraskende - fundet, at der næsten ingen forskel er«. Kun på de områder, hvor patienterne selv rapporterer om forbedringer, for eksempel om smerter, kan undersøgelsen ikke helt afvise, at der kan være en lille effekt. Men ikke når det drejer sig om objektive virkninger, der kan måles - for eksempel at sygdommen er forsvundet eller bedret. Der findes ingen offentliggjorte undersøgelser af, i hvilket omfang danske læger giver deres patienter placebo. Asbjørn Hrobjartsson har lavet en sådan undersøgelse, men da den endnu ikke er offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, ønsker han ikke at oplyse detaljer fra den. Alternativ glæde »Det er imidlertid almindelig kendt, at det forekommer. For eksempel at man giver B-vitaminer mod træthed eller antibiotika mod en virus. Ingen af delene hjælper, men da man indtil i dag traditionelt har troet på placebo-effekten, kan lægen stå i et dilemma: Skal jeg give behandlingen og udnytte placebo-effekten? Eller skal jeg af etiske grunde undlade at lyve for patienten? Det dilemma er blevet mindre i dag«, siger Asbjørn Hrobjartsson. Undersøgelsen, der afliver placebo-effekten, er netop blevet offentliggjort i The New England Journal of Medicin og har vakt international opsigt. Asbjørn Hrjobartsson vil ikke afvise, at den vil blive taget til indtægt af de alternative behandlere, der ofte får skudt i skoene, at deres behandlinger kun virker i kraft af placebo-effekten. »Men det kan den ikke bruges til. Hvis patienter oplever, at de får det bedre ved alternativ behandling, er det enten, fordi behandlingen virker, eller fordi deres sygdom er gået over eller blevet bedre af sig selv. Og alternative behandlinger er jo netop ofte meget langvarige«, siger Asbjørn Hrobjartsson. Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Lassen, kalder det »epokegørende«, hvis lægerne nu helt kan afskrive placebo-effekten. »Jeg har endnu ikke læst artiklen, så jeg har svært ved at kommentere den. Men det er min barnetro, der rokkes ved, og det strider mod vores daglige erfaringer, hvor vi ofte oplever patienter melde tilbage om lindring af symptomer, som vi ved, medicinen ikke skulle virke på«, siger Jørgen Lassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her