Kritik af kræftundersøgelse

Lyt til artiklen

Politiken mandag: En svensk undersøgelse, der viser at dødeligheden af brystkræft kan reduceres med 63 pct. ved hjælp af screening, udsættes for skarp kritik af en dansk specialist. Overlæge, cand.scient., dr.med. Peter Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center siger, at undersøgelsen er meget svagt funderet. Dårlig undersøgelse »Undersøgelsen kan overhovedet ikke bruges til at konkludere noget som helst om mammografiscreeningens eventuelle fordele. Dertil er den simpelt hen for dårligt udført«, siger Peter Gøtzsche til Politiken. Ifølge den svenske undersøgelse, der omfatter en periode på 29 år, er der store gevinster ved regelmæssigt at lade kvinder få brysterne røntgenundersøgt med henblik på tidligt at opdage eventuelle kræftknuder, såkaldt mammografiscreening. I det amerikanske fagtidsskrift Cancer skriver forskerholdet: »Resultaterne fra vores undersøgelse viser, at politikken med at tilbyde organiseret mammografiscreening til kvinder mellem 40 og 69 år i Kopparberg (Dalarne) og Östergötlands len generelt har resulteret i en reduktion i dødelighed som følge af brystkræft på 50 pct. siden 1988. Reduktionen i dødelighed hos kvinderne, som rent faktisk blev screenet, var på 63 pct.«. Peter Gøtzsche, der som leder af Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet beskæftiger sig med kritiske analyser af forskningsprojekters opbygning og udførelse, kan ikke acceptere det svenske forskerholds konklusioner. Ukorrekte beregninger »Der er flere ting galt med den undersøgelse. Dels er den historisk, dvs. man har sammenlignet tre forskellige perioder, der vanskeligt kan sammenlignes, dels er de statistiske beregninger simpelt hen ikke korrekte. De kvinder under 40 år, som overhovedet ikke er blevet inviteret til screening, havde en nedgang i dødeligheden på 18 pct. Men tallene er så usikre, at der ikke er nogen statistisk forskel på nedgangen på de 18 pct. og nedgangen på 50 pct., som man fandt blandt de screenede. Derfor har forskerne ikke bevist, at screeningen har nogen effekt.« »Man har samtidig undladt at tage højde for, at der i en stor del af undersøgelsesperioden er indført nye og meget forbedrede behandlinger for brystkræft, som i sig selv har bidraget til større overlevelse blandt kvinderne. Det har man valgt at ignorere, og har udelukkende tilskrevet den forbedrede overlevelse indførelsen af screening«, siger Peter Gøtzsche, hvis kritik af undersøgelsen nu vil blive publiceret i tidsskriftet. Peter Gøtzsche siger, at han normalt har stor respekt for tidsskriftet Cancer. Men i dette tilfælde har redaktionen ladet sig rive med af begejstring for selve budskabet og lagt de kritiske briller til side, mener han. Slækket på vurderingen »Cancer udgives af American Cancer Society, som er en organisation, der går stærkt ind for screening for brystkræft. Det er også en organisation, der propaganderer for at kvinder skal undersøge sig selv for brystknuder allerede fra 20-års alderen, selv om der ingen som helst dokumentation er for effekten. Jeg tror, at det svenske budskab har været så velkomment, at man har slækket på de normale procedurer omkring vurderingen af tilsendte undersøgelser«, siger Peter Gøtzsche. Peter Gøtzsche har hæftet sig ved, at Cancer har modtaget manuskriptet 29. december, 2000, og at det er erklæret for accepteret allerede 4. januar 2001. Manuskriptet har skullet vurderes og godkendes af et udvalgt forskerpanel, et såkaldt peer-review, og at det skulle kunne gøres i den fart, hen over jule-nytårs helligdagene, anser Gøtzsche for yderst tvivlsomt. Det er normalt en proces, der tager væsentligt længere tid, siger han. Amter opfordres til screening Folketinget har opfordret amterne til at tilbyde danske kvinder i alderen 50-69 år screening for brystkræft. Foreløbig er screeningen kun indført i Fyns Amt og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Desuden har Bornholms Amt besluttet at screene. Det Nordiske Cochrane Center vil senere i år præsentere en dybtgående vurdering af kvaliteten af de internationale undersøgelser af screeningens effekt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her