Det er i strid med FN's børnekonvention, når Danmark isolationsfængsler unge under 18 år. Formanden for FN's børnekomité, Jacob Doek, var direkte i sin kritik over for isolationsfængslingerne, da danske embedsmænd tirsdag skulle redegøre for, om Danmark lever op til konventionen. Danmark blev desuden kritiseret for, at børn har for få muligheder for at klage, hvis de bliver dårligt behandlet, for eksempel i folkeskolen. Det kommer til at fremgå af den rapport, som FN-komiteen regner med at lægge sidste hånd på om et par måneder. Herhjemme vil den blive offentligt tilgængelig og bl.a. tilgå Folketingets medlemmer. Embedsmænd fra en lang række ministerier var taget til Geneve, hvor de 10 medlemmer af FN's børnekomité stillede spørgsmål til Danmarks overholdelse af konventionen. Baggrunden for spørgsmålene var en rapport om børns forhold, som regeringen havde sendt på forhånd. Foruden embedsmændene deltog Børnerådet, Red Barnet og Nævnet for Etnisk Ligestilling som observatører. Børnerådet var repræsenteret ved sekretariatsleder Bente Ingvarsen, der bl.a. hæftede sig ved FN's kritiske holdning over for isolationsfængslinger. En praksis som også Børnerådet har kritiseret. Danmark blev også spurgt om børns muligheder for at klage, hvis de føler sig dårligt behandlet. Børnerådet har tidligere peget på, at børn kan komme i klemme, hvis de ikke har forældre, som er parate til at hjælpe dem gennem klagesystemet. Dels fordi flere instanser slet ikke vil tage imod klager fra børn, dels fordi det kan kræve forældrehjælp at skrive en klage. »Børn er ringe stillet, hvis der ikke er en mor eller far, som har muligheder og overskud til at hjælpe. Hvad skal det barn gøre, som bliver smidt ud af folkeskolen og som ikke kan få hjælp fra sine forældre«, siger Bente Ingvarsen. Danmark blev også kritiseret for at have undladt at give oplysninger om forholdene for børn i Grønland og Færøerne. Komiteen mente, at det er Danmarks pligt at medtage de grønlandske og færøske børns vilkår, når de rapporterer til FN, selv om de to lande har selvstyre. Marilia Sandenberg, medlem af FN»s børnekomité, opsummerede som afslutning på dagens program. Hun anerkendte, at Danmark gør en stor indsats for børn og unge, men efterlyste, at børnekonventionen bliver mere synlig, både i lovgivningen og i det øvrige politiske arbejde samt i offentligheden. Sandenberg efterlyste også flere informationer om de danske myndigheders indsats for at undgå diskrimination af børn og unge med anden etnisk baggrund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























