Politiken onsdag: Alle borgere i den erhvervsaktive alder i den lille vestjyske kommune Trehøje skal have privat sygeforsikring, så de kan springe ventelisterne over og rykke direkte på privathospital. I hvert fald hvis det står til borgmester Svend Blæsbjerg (V). Det er første gang, en hel kommune har taget et initiativ af den art. Og sundhedsminister Arne Rolighed (S) mener, at det er ulovligt. »Efter min bedste overbevisning er det i strid med lovgivningen. Det er ikke kommunernes opgave at lave sygehusbehandling - det ligger hos amterne. Og så er det lige meget, om det er i form af en forsikringsordning, der handler om adgang til de private hospitaler«, siger Arne Rolighed. Trehøje kommune har ca. 10.000 indbyggere, hvoraf omkring 6.000 er i den erhvervsaktive alder 18-65 år, anslår borgmesteren. Uacceptabelt »Vi har cirka 100 indbyggere på sygedagpenge i øjeblikket. 25 af dem har ventet mellem fire måneder og halvandet år på at komme på hospitalet. Det er uacceptabelt«, siger Svend Blæsbjerg. Han anslår, kommunen hvert år bruger 1-2 mio. kroner i sygedagpenge. En del af de penge foretrækker han at bruge til en privat sygeforsikring for alle i den erhvervsaktive alder. Forsikringsselskabet Codan er interesseret og er nu gået i gang med at udarbejde et koncept for en kommunal behandlingsgaranti på forsikringsbasis. Ikke enige om prisen »Vi er ikke blevet enige om en pris endnu, men hvis vi kan spare penge, og de kan få en forretning ud af det, så er det i orden med mig«, siger Svend Blæsbjerg. Først når detaljerne i ordningen foreligger, vil han forelægge den for kommunalbestyrelsen, men han regner med at få opbakning. Og så skal forsikringen i givet fald i udbud - så det er ikke sikkert, at den ender hos Codan. Forsikringen skal ifølge borgmester Svend Blæsbjerg omfatte alle sygdomme, som har betydning for erhvervsevnen. »Ikke aids og behandling for barnløshed og den slags«, som han siger. Svend Blæsbjerg er næstformand i sygehusudvalget i Ringkøbing Amt. Er dit initiativ ikke udtryk for mistillid til det offentlige sygehusvæsen, som du selv er arbejdsgiver for? »Jo, og det har jeg nok også. Der er nogle områder, hvor det offentlige sygehusvæsen trænger til et lille skub. Det handler ikke om flere penge - det løser ikke problemet«, siger Svend Blæsbjerg. Sundhedsminister Arne Rolighed mener ikke alene, at en ordning som den skitserede er ulovlig. Han kalder den også for noget »bureaukratisk makværk«. »Hvis 275 kommuner skal tegne forsikringer for deres borgere, vil der gå alt for mange penge til bureaukrati og administration. Det er amternes opgave at drive sygehusene, og jeg så hellere, at pengene blev brugt til, at amterne kunne løse problemerne med ventelisterne«, siger sundhedsministeren. En generel behandlingsgaranti bliver ikke tilbudt borgerne i Gedved Kommune, hvor KLs næstformand, Ejgil W. Rasmussen (V), er borgmester. »Det er min holding, at hvis borgerne vil forsikre sig mod ventelister og opnå behandling på et privat hospital, skal det ske for egen regning. Ikke for kommunens«, siger han, der ikke deler Arne Roligheds dom over Trehøjes ide, som ministeren finder ulovlig. »Jeg vil naturligvis ikke høres i juraen, men jeg finder det principielt godt, at nogen tør udfordre systemet. Kun på den måde finder vi ud af, hvor grænserne ligger«, siger Ejgil W. Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























