Et nyt forskningscenter, der skal sætte fokus på områder som migration og etniske spørgsmål, er oprettet af de to statslige forskningsråd for humaniora og samfundsvidenskab. Centret får en bevilling på 20 mio. kr. over de næste fem år. Det nye center, der får navnet Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID), vil blive ledet af professor Ulf Hedetoft, Aalborg Universitet. Der bliver tale om et såkaldt center uden mure, idet forskningscentret vil blive opbygget som et samarbejde mellem omkring 30 forskere på i alt fem institutioner. Ud over universitetet i Aalborg er det Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Socialforskningsinstituttet samt Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut. Forskningen vil fordele sig på fem overordnede temaer, nemlig uddannelse, integration på arbejdsmarkedet, sociale problemer, det sociale rum, herunder boligproblemer, samt kulturelle strategier, hvilket indbefatter mediernes rolle.
Nyt center for forskning i migration
Lyt til artiklen