København vil tilbyde skolemad til alle elever

Lyt til artiklen

Politiken fredag: I løbet af fire til fem år vil alle 72 folkeskoler i Københavns Kommune være med i en økologisk skolemadordning. I første omgang udvides det eksisterende skolemadsforsøg på Nørrebro med 12-15 skoler fra skolestart i august. Derefter er det meningen, at der år for år kobles nye skoler på ordningen, indtil alle københavnske skoler er med om fire til fem år - afhængig af hvor mange statslige midler kommunen får til projektet. Hovedpunkterne i ordningen bakkes op af et bredt politisk flertal i uddannelsesudvalget. Uddannelsesborgmester Per Bregengaard, Enhedslisten, siger til Politiken, at medmindre et nyt politisk flertal laver noget om, kan alle københavnske børn se frem til skolemad. »En vigtig forudsætning for indlæring er, at børnene får noget ordentligt at spise. Blandt andet derfor er det vores intention, at alle skoler i kommunen skal være med i en økologisk skolemadordning«, lyder borgmesterens argumentation. Børnekostpulje Regeringen satte i efteråret 150 millioner kroner af over tre år til skolemad via den såkaldte 'børnekostpulje', som kommuner og institutioner kan søge frem til 15. september. Københavns Kommune har allerede søgt om penge fra børnekostpuljen, der uddeles efter først-til-mølle-princippet. »Vi har snakket om det her i lang tid. Med børnekostpuljens midler stod vi pludselig i en optimal situation, som vi udnyttede til at vedtage hovedprincipperne for ordningen, der kommer til at koste 10 millioner kroner om året«, siger Per Bregengaard. Han håber, at kommunen gennem de statslige puljemidler, den kan søge til skolemaden, kan holde udgifterne til ordningen nede på to millioner kroner om året, selvom prisen reelt er 10 millioner kroner. »Børnene skal betale 10 kroner for hvert måltid. Det svarer til prisen på råvarerne. Resten skal i løbet af årene kunne balancere, så kommunens andel bliver to millioner kroner«, afslører borgmesteren. Et af principperne er, at skolerne deles op i små områder, der går sammen om at få leveret den økologiske mad fra de eksisterende kommunale køkkener - for eksempel fra plejehjem. På den måde bliver systemet mere fleksibelt, nye ting kan afprøves, og det bliver nemmere at indrage børnene i ordningen. De seneste to år har skolerne på Indre Nørrebro kørt et frivilligt skolemadsprojekt - ifølge projektets leder, specialkonsulent Jan Michaelsen, med gode erfaringer. »Når vi tænker på den etniske sammensætning på Nørrebro, er det faktisk ganske godt, når hver fjerde barn benytter sig af tilbuddet om skolemad«, siger han. Han glæder sig derfor til, at forsøget i år udvides til at omfatte skolerne på Ydre Nørrebro og Bispebjerg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her