Politiken fredag: Medicinen står klar på apoteket, og lægerne er parate til at give grundig rådgivning. Alligevel har kolossalt mange astmatikere og allergikere aldrig fået hverken en behandling eller en diagnose. Disse menneskers livskvalitet er ofte stærkt forringet på grund af deres symptomer, og på længere sigt har de stor risiko for at blive alvorligt syge, konkluderer danske forskere i en ny undersøgelse. »Efter al den oplysning, der har været om astma og allergi, forbavser det os en hel del at konstatere, at disse lidelser i så høj grad stadig er underdiagnosticerede og underbehandlede. Især fordi vores undersøgelse viser, at symptomerne er plagsomme, og at det går hårdt ud over den enkeltes livskvalitet«, siger afdelingslæge, dr.med. Hendrik Nolte, Bispebjerg Hospital i København. Ignorerer symptomer Hendrik Nolte og kollegaen, overlæge, dr.med. Vibeke Backer, har inddraget 11.000 tilfældigt udvalgte mennesker fra det københavnske Nordvestkvarter i deres undersøgelse. Det viste sig, at syv procent havde astma eller høfeber. Uanset sværhedsgraden af astma var cirka 50 procent af de patienter, som burde være i behandling, ubehandlede på tidspunktet for undersøgelsen. Selv patienter med svær astma havde ikke fået behandling. »Astma og allergi er utrolig udbredt i normalbefolkningen, og der er al mulig grund til at tro, at vore resultater er dækkende for situationen såvel i resten af Danmark som i det øvrige Europa. Det kan være svært at forstå, at så mange ikke får den rette diagnose eller kommer i den rigtige behandling. Men det skyldes formentlig, at mange - i hvert fald i begyndelsen - ikke tager symptomerne alvorligt, selv om det faktisk påvirker deres livskvalitet negativt. Herregud, det er jo bare lidt snue, lidt hoste eller lidt træthed. Men en ubehandlet høfeber kan meget let udvikle sig til en kronisk astma eller lungesygdom«, siger Hendrik Nolte. Vibeke Backer og Hendrik Noltes undersøgelse viser, at 49 procent af patienter med høfeber også lider af astma. 82 procent med høfeber havde aldrig fået en diagnose, selv om de havde symptomer, og 75 procent af patienterne med astma havde aldrig fået en diagnose, skønt de havde symptomer. Mister pusten »På en eller anden måde sker der tit det, at patienterne begynder at indrette sig på deres symptomer i stedet for at få behandlet den underliggende lidelse. Symptomerne begynder jo ofte blidt, men bliver så gradvis værre. Typiske eksempler fra vores undersøgelse er manden, der lige pludselig ikke spiller fodbold længere, eller politimanden, der må opgive at løbe, fordi han mister pusten. Mennesker, der stadig kan nå at få masser af hjælp. Man kan nemlig blive både symptomfri og rask med den rigtige behandling«, siger Hendrik Nolte. Patienterne i undersøgelsen var alle fra Bispebjerg Hospitals optageområde og i alderen 14-44 år. »Bispebjerg Hospital er jo i høj grad et sted, hvor fænomenet forebyggelse tages alvorligt. Eksempelvis er vi et af de første røgfri hospitaler i Danmark. Så derfor har vi fundet det meget vigtigt, at vi nøjagtigt ved, hvorledes det står til med forebyggelsen af allergier og astma i vort område. Men udbredelsen og problemets omfang er næppe anderledes hos os end andre steder«, mener Hendrik Nolte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























