Den vestlige verdens fedmeepidemi har ramt Danmark. I de sidste 10 år er der blevet 100.000 flere fede danskere, og i dag lider 12 procent af den danske befolkning af fedme. Det betyder, at næsten hver ottende voksne dansker vejer for meget. Disse tal fremgår af en statusrapport udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Selskab for Adipositas Forskning, der forsker i fedme. På baggrund af disse tal opfordrer Dansk Selskab for Adipositas Forskning, DSAF, til en national strategi mod fedme, fordi fedme ifølge DSAF udgør en trussel mod folkesundheden. Forebyggelse og behandling er i særlig høj grad nødvendig blandt unge mennesker. Statusrapporten viser, at antallet af fede 30-årige kvinder i løbet af de sidste ti år, er steget med 150 procent fra 3,1 procent til 7,8 procent. Antallet af 30-årige mænd er i perioden fordoblet. Meromkostningerne i forbindelse med overvægt og fedme i Danmark skønnes til at være mere end otte procent af de samlede danske sundhedsudgifter, hvilket svarer til fem milliarder kroner. Hvis man ikke griber ind nu med en effektiv forebyggelse og behandling, vil dette tal kun stige, mener DSAF. Den hidtidige behandling af fedme har kun haft begrænset succes, viser statusrapporten. DSAF anbefaler derfor, at det offentlige afsætter penge til udarbejdelsen af en national dansk strategi for organisering, undervisning og forskning i forebyggelse og behandling af fedme. DSAF oplyser, at de selv planlægger at tage initiativ til en offentlig høring, hvor de vil invitere relevante ministre, politikere mm. til at diskutere statusrapportens problemstillinger og anbefalinger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























