Færre asylansøgere sigtes

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Flere måneders forlydender om faldende kriminalitet blandt asylansøgere bliver nu bekræftet af tørre tal fra Rigspolitiet. Antallet af sigtelser for straffelovsovertrædelser mod asylansøgere faldt med en tredjedel fra 1.316 i 3. kvartal 2000 til 874 i 1. kvartal i år. I Dansk Røde Kors peger chefen for asylafdelingen, Jørgen Chemnitz, på, at antallet af sigtelser er faldet i en periode, hvor antallet af asylansøgere samtidig har været kraftigt stigende. »Faldet er meget tilfredsstillende og en mægtig motivation, når vi skal ud og holde temamøder på centrene mod kriminalitet i den kommende tid. Men niveauet er stadig for højt og skal længere ned«, siger Jørgen Chemnitz. Dansk Røde Kors forklarer blandt andet faldet med organisationens egen nultolerancekampagne, hvor man blandt andet via plakater har meddelt beboerne på centrene, at alle lovovertrædelser vil blive anmeldt til politiet. Hertil kommer, at Dansk Røde Kors har arbejdet tæt sammen med de lokale politikredse og med Rigspolitiet. Samtidig har indenrigsminister Karen Jespersens 'øde ø'-pakke, der blev indført med virkning fra september sidste år, også været effektiv. Pakken medførte blandt andet en hurtig sagsbehandling af asylansøgere fra de tidligere Sovjet-republikker, SNG-landene, der toppede statistikken over kriminalitet udført af asylansøgere. Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at færre fra SNG-landene søger om asyl i Danmark, efter at pakken blev indført. Mens der sidste år i gennemsnit kom 19 asylansøgere om ugen til Danmark fra SNG-landene, så er tallet i dag faldet til færre end ti om ugen. »Det lokale samarbejde og en fælles indsats fra politi, Dansk Røde Kors og Udlændingestyrelsen har virket. Samtidig kom de mest kriminelle typisk fra det tidligere Sovjet. Dem har vi nu både fået færre af, og de kommer hurtigere ud«, siger kriminalinspektør i Rigspolitiet Jørgen Tagge. Meget af kriminaliteten blandt asylansøgere er ikke tilfældig, men organiseret. Derfor er der ofte gengangere blandt de sigtede. Antallet af asylansøgere, der blev sigtet for straffelovsovertrædelser, faldt fra 634 i tredje kvartal sidste år til 579 i første kvartal i år. Blandt sigtelserne var butikstyveri langt den mest almindelige. 41 blev sigtet for vold og 13 for sædelighedsforbrydelser. Jørgen Chemnitz håber på, at de faldende tal vil få flere borgmestre til at åbne døren for asylcentre, så den kraftige overbelægning og psykiske belastning af beboere og personale kan blive bragt ned. »Problemerne er ikke pist væk, men nu kan vi med tal i hånden sige til borgmestrene, at det går den rigtige vej. Det er også godt for langt den største del af asylansøgerne, som jo opfører sig pænt«, siger Jørgen Chemnitz. Tvang i vente Regeringen er imidlertid parat til at bruge tvang over for kommunerne, hvis Dansk Røde Kors' talegaver og argumenter ikke virker. I går sendte indenrigsminister Karen Jespersen (S) og miljø- og energiminister Svend Auken (S) et fælles brev til kommunerne, hvor man blandt andet gør opmærksom på, at staten kan overtage den kommunale beføjelse ved at udstede et landsplandirektiv. Ellers har miljø- og energiministeren en mulighed for at inddrage kommunernes kompetence til at lave lokalplaner i enkelte sager. »Allerede nu lever alt for mange mennesker i vores asylcentre under uhensigtsmæssige forhold, fordi de må stuves sammen i små rum og på for lidt plads«, skriver de to ministre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her