Politiken lørdag: Al tvivl om en længere barselsorlov blev i går fejet af banen, da de to regeringspartier opgav modstanden mod forslag fra V, K og SF om at forlænge barselsorloven fra de nuværende 32 uger til 52. Regeringen overtrumfer ligefrem de borgerlige og bebuder i forbindelse med finanslovsforhandlingerne til efteråret en reform af børnefamiliepolitikken, herunder en forlængelse af barselsorloven. »Vi vil fremlægge forslag om en bedre barselsorlov, der skal tilgodese barnet, faderen og moderen. Nu skal vi have en sammenhængende børnefamiliepolitik, som dækker aldersgruppen fra nul og et år og frem til seks-syv år«, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Dermed går alle partier i Folketinget ind for en længere barselsorlov. Til gengæld er de uenige om, hvor pengene skal komme fra - og om en del af orloven skal øremærkes til fædrene. Finanslovskrav Det er kun en uge siden, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Pernille Blach Hansen, kaldte VK-forslaget et »blufnummer«. Hun var især bekymret for, at arbejdsmarkedet ville blive drænet for unge kvinder. Men i går ændrede hun - i parløb med den radikale gruppeformand, Elisabeth Arnold - kurs. »Vi må konstatere, at der er et stort flertal, som vil have krav om en længere barsel med til finanslovsforhandlingerne. Derfor kommer vi med vores udspil dér, selvom det måske havde været bedre for helheden at vente, til der var mindre pres på arbejdsstyrken«, siger Elisabeth Arnold. Mens socialdemokratiet ikke har lagt sig fast på, hvor lang orloven skal være, vil de radikale gå efter ét år, hvor de sidste tre måneder kun udløses, hvis faderen tager dem. Også CD går ind for at binde en del af orloven til faderen, mens SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet stadig overvejer. Minister for ligestilling, Lotte Bundsgaard (S), melder dog klart ud, at hun vil arbejde for, at en del af orloven skal tages af faderen. Også Poul Nyrup Rasmussen hælder mod, at en del af orloven skal øremærkes til fædrene. Det kalder Dansk Folkeparti for »formynderi«, og også V, K og Kristeligt Folkeparti mener, at forældrene selv må fordele orloven. Strid om betingelser S og R kommer i halen af et forslag fra V og K, som vil give mulighed for en barsel på 52 uger, hvis man kan forhandle sig på plads med sin arbejdsgiver. Kristeligt Folkeparti har længe haft ét års barsel som en af sine mærkesager, og SF greb bolden fra V og K for at presse regeringen på banen. Socialordfører Villy Søvndal mener ligesom S, at VK-forslaget forringer den periode, forældre i dag har mulighed for at tage fri, fordi partierne vil afskaffe børnepasningsorloven. Både S og SF vil bevare muligheden for at tage orlov ud over barslen. Samtidig vender de sig mod V og Ks plan om at skaffe de 1,4 milliarder kroner til at forlænge barslen ved at skære i tilskuddet til aktivering.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























