Politiken lørdag: Roskilde Politi gav i går sin endelige tilladelse til afholdelse af årets Roskilde Festival. Efter sidste års ulykke, der kostede ni unge mennesker livet, blev tilladelsen givet på baggrund af en 80 sider lang risikovurdering og en række forbedringer af sikkerheden på festivalen. »Politiets vurdering er, at der er gjort så meget, og at der er så godt styr på sikkerheden, at vi kan give en tilladelse«, siger vicepolitimester Bendt Rungstrøm. »Festivalen har gjort et grundigt og systematisk arbejde, og der er tænkt på meget«. Roskilde Festival er den første danske musikfestival, der får sin polititilladelse efter at have fremlagt en omfattende risikovurdering. Kravet er endnu ikke indført i lovgivningen, men det er anbefalet af det udvalg, som kulturministeren nedsatte efter sidste års ulykke. Roskilde Festival fremlagde i november en række planer, der skal skærpe sikkerheden på årets festival. På den baggrund søgte festivalen politiets tilladelse 9. februar, og i månederne siden er forbedringerne af sikkerheden, der koster op mod 10 millioner kroner, blevet mere konkrete og detaljerede. 7. maj fremlagde festivalen sin risikovurdering og med tilladelsen i går håber festivalen at kunne »lægge tvivl og mistillid omkring sikkerhedsarbejdet bag os«. De ni unge mennesker blev kvalt, da de væltede og blev mast i den tæt sammenpressede menneskemængde foran Orange Scene, hvor det tog for lang tid at få musikken stoppet, fordi det var uklart, hvem der skulle gøre det. Og det er netop på de områder, at nogle af de afgørende forbedringer af sikkerheden vil ske, mener vicepolitimester Bendt Rungstrøm, der peger på, at både Orange Scene og Grøn Scene bliver bygget om. Orange Scene gøres bredere, så der ikke bliver så stort publikumspres foran scenen. Pladsen foran inddeles i sektioner, hvor der holdes kontrol med antallet af tilskuere, og hvor vagter kan gå i gange ned mellem tilskuerne. Som noget nyt vil der også være vagter med radiokontakt inde i selve publikumsmængden. Pladsen foran Grøn Scene bliver delt i to for at forhindre store publikumsbevægelser fra side til side. Sikkerhedsansvarlig Og så udpeges der en sikkerhedsansvarlig på hver scene, som får kompetence til straks at stoppe musikken. »Det bliver en sikkerhedsansvarlig, som er i direkte radiokontakt med vagtlederne foran og på scenen, og som al kommunikation skal gå igennem. Han har kompetencen til at stoppe musikken uden at spørge nogen om noget«, siger Bendt Rungstrøm. Med tilladelsen bad Roskilde Politi dog samtidig festivalen om at sikre, at der er lavet præcise vagtplaner for, hvor mange vagter der er på forskellige tidspunkter ved scenerne og på campingområdet. »Vi skal ikke have planerne, men vi vil kunne gå ud og se deres vagtplaner og kontrollere, at der er de folk, der skal være. Hvis ikke, forbeholder vi os ret til at gribe ind«, siger vicepolitimesteren. Politiet har også bedt festivalen nedskrive evakueringsplaner, som skal drøftes nærmere med politi og brandvæsen. »De har planerne, men vi vil gerne have det skrevet ned på papir«, siger Bendt Rungstrøm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























