Begmand til Holger K.

Lyt til artiklen

Politiken mandag: SFs formand, Holger K. Nielsen, blev sat på plads i udlændingedebatten på weekendens landsmøde. Et stort flertal af de delegerede løftede de grønne stemmesedler og stemte imod hele partitoppen om et ændringsforslag til partiets valgudtalelse i går. Et helt afsnit om udlændingepolitik blev hevet ud og erstattet med et alternativ, hvor fordømmelsen af højrefløjens og regeringens stramme kurs i udlændingepolitikken står i centrum. »Der var brug for en opstramning af den valgudtalelse, som hovedbestyrelsen fremlagde. Jeg er glad for, at jeg er i et parti, hvor formanden kan stemmes ned«, siger EU-parlamentariker Pernille Frahm, der sammen med Ole Riisgaard fra SF-Nørrebro stod bag ændringforslaget. Afstemningen var kulminationen på tre dages heftig diskussion om SFs plads i udlændingedebatten, hvor Holger K. Nielsen blev beskyldt for at løbe med på højrefløjens retorik. Baggrunden var dels et interview i Berlingske Tidende og dels hovedbestyrelsens forslag til en valgudtalelse, som mange anså for vagt og unuanceret. Partiets udlændingeordfører, Knud Erik Hansen, gik på talerstolen og fortalte sin formand, at han ikke har pulsen på SFs politik på området. »Du er fire år bagud, Holger«, sagde en vred Knud Erik Hansen. Han har siddet som ordfører på området siden 1998. Top afdramatiserer Men selv om de kritiske toner klart dominerede talestrømmen fra den røde talerstol alle tre dage på landsmødet, forsøger både formand, gruppeformand og næstformænd at afdramatisere nederlaget. »Jeg kan ikke se en indholdsmæssig forskel i de to forslag. Det er mere et spørgsmål om sproglig stil, og så er det nye mere konkretiseret, end vi synes, en udtalelse bør være«, siger gruppeformand Jes Lunde, som ikke mener, at ændringen i valgudtalelsen får betydning for linjen i udlændingepolitikken. Holger K. Nielsen afviser, at det bliver nødvendigt at ændre retorik, selvom han skal føre politik på baggrund af den nye udtalelse. »Jeg mener, der er tale om en uenighed på et niveau, vi som parti sagtens kan operere indenfor. Jeg kan godt arbejde under det program, der er vedtaget, også retorisk«, siger Holger K. Nielsen. Folketingskandidat Kamal Qureshi, der har pakistansk baggrund, var en af de skarpeste kritikere af partitoppens udlændingepolitik. Han synes, der er stor forskel på den gamle udtalelse og den, der nu er vedtaget - også selv om det bare er ord. »Det drejer sig om, hvad det er for en linje, SF vil føre. Om vi skal imødekomme højrefløjens retorik, eller om vi skal komme med vores egen løsningsmodel, der står i kontrast hertil«. »SF skal være en modvægt til højrefløjen«, siger Kamal Qureshi, der på landsmødet fik opbakning fra næsten alle SFere med anden etnisk baggrund. Afstemningen om udlændingepolitikken var ikke det eneste nederlag, SFs formand led under landsmødet. Et forslag om at give gruppeformanden - i dag Jes Lunde - fast plads i partiets forretningsudvalg blev nedstemt til trods for, at Holger K. Nielsen talte varmt for sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her