Ny usikkerhed om danske forbehold

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Danmark mindede mandag de øvrige EU-lande om det danske forsvarsforbehold, da unionens udenrigsministre vedtog en plan for kommende øvelser, der skal gøre EU i stand til at gennemføre militære aktioner på egen hånd eller i samarbejde med NATO. Men regeringen vil ikke udelukke, at Danmark alligevel kommer til at deltage i den slags øvelser, hvis de også indebærer løsning af civile opgaver, som ikke er omfattet af det danske forbehold. Det fastslog udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) og forsvarsminister Jan Trøjborg (S), der begge deltog i mødet. Skrivebordsøvelser »Hvis der bliver tale om øvelser, som involverer begge dele, må vi finde ud af det. Det har vi også informeret Folketinget om. Der er ikke grund til at lægge skjul på, at det bliver besværligt«, siger Mogens Lykketoft. De øvelser, EU vil gennemføre, bliver først og fremmest »skrivebordsøvelser«, der ikke involverer soldater eller politifolk. Derimod skal øvelserne afsløre, om de forskellige institutioner, som skal styre en konkret aktion, er i stand til at arbejde sammen. I praksis vil mange aktioner have både et militært og et civilt indhold, og med regeringens melding står det klart, at Danmark vil forsøge at deltage i de civile dele af samarbejdet. Ikke nemt Men ingen af de to danske ministre ville i går svare på, hvordan man i praksis skal afgøre, hvilke danske embedsmænd der må tage telefonen og deltage i øvelserne, og hvilke der skal lægge røret på i respekt for forbeholdet. »Det må vi afklare i hvert enkelt tilfælde. Og jeg vil ikke påstå, at det bliver nemt«, siger Mogens Lykketoft. De øvrige EU-lande benyttede mødet til at bekræfte deres ambition om, at EU skal være i stand til at udføre mindre aktioner allerede ved årets udgang. EUs nye udrykningsstyrke skal være fuldt operationsdygtig i 2003. Uden Danmark Til den tid skal unionen være i stand til at sende 60.000 soldater ud til en konflikt og holde dem udstationeret i mindst et år. Et af de steder, hvor den nye EU-styrke kan komme i aktion, er i Afrika. De 15 EU-lande havde i går en overordnet diskussion om situationen på det store kontinent, og der var bred tilslutning til, at EU skal hjælpe med at uddanne afrikanske soldater til at udføre fredsbevarende opgaver. Her måtte den danske regering igen minde om det danske forbehold, der betyder, at Danmark ikke vil være i stand til at deltage i uddannelsen af afrikanske soldater.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her