Folketingsmedlem Peter Hansen-Nord (V) blev på et opstillingsmøde mandag aften i Stenlille fyret som Ringsted-kredsens folketingskandidat, skriver Sjællands Tidende. I en afstemning med tre andre aspiranter tabte han med stemmerne 61 - 122 til Haslevs viceborgmester Marianne Pedersen. Den 53-årige godsejer Peter Hansen-Nord har været folketingsmedlem i 11 år, men har på det seneste været ude af trit med sin kreds, som mener, han har gjort for lidt for lokalområdet. Hansen-Nord har omvendt erklæret, at han som landspolitiker først og fremmest skal varetage landspolitiske interesser. Han blev oprindelig sat fra bestillingen i en mistillidsafstemning på kredsgeneralforsamlingen for nogle måneder siden, men insisterede på at stille op i kampvalg med kredsbestyrelsens egne kandidatforslag. Venstre i Vestsjællands Amt har foruden Hansen-Nord valgt tidl. minister Ester Larsen i Sorø-kredsen.
Folketingsmand fyret på opstillingsmøde
Lyt til artiklen